|
Vi tror på engle nu
Du var det lille barn i stalden,
men hørte selv den mindste kalden,
hvor livet blev, hvad livet ikke sku',
du sender dine engle nu.
Det unge par skal løfte arven.
Vi tynges ned af savn ved graven.
Men barnets hånd bli'r værn mod dødens gru.
Måske vi tror på engle nu.
På hospitalets kolde gange,
hvor hjerterne bli'r små og bange,
hvor selv det mindst håb kan gå itu,
jeg ønsker dine engle nu.
På horisontens brede bue
elendighedens vrede skue.
Åh, jeg vil kalde dig, hvis blot jeg ku':
Så send en engel til os nu.
Jeg blev den slidte sjæl i stolen,
men du kom mod mig midt i solen.
Du sagd': Så tag min hånd, blot lidt endnu.
Jeg ved, jeg tror på engle nu.
|
