|
Kvartals-kreaholiker
Kreativitet burde være en diagnose.
Tænk om man kunne forklare minutters, timers, dages, ugers eller - for nogens vedkommende - års åndelige fravær med den ene sætning: "Jeg lider af kreativitet".
Forestil dig beskeden brede sig i omgangskredsen fra den ene fortrolighed til den næste.
"Har du hørt, han har fået KREA!".
"Er det rigtigt, ja, så forstår man det jo bedre...!"
Det påstås, at samfundet, erhvervslivet, økonomien hungrer efter de kreative. På centre og kurser kan man blive coachet i at blive kreativ! Til lyden af babybongo drømmer alle ordentlige fædre og mødre om puslings kommende fifteen minutes of kreative fame. Der er ingen grænser for galskaben, men er der grænser for kreativiteten?
I den tænkte diagnose kan kreativitet - som andre alvorlige lidelser - opdeles i flere stadier. I første stadie, KREA Light, er symptomerne forhøjet aktivitet i forbindelse med juleklipperi, påskeægspustning og det i festligt lag frygtede Jeg-er-havren-syndrom.
Andet stadie er tidligere og ondskabsfuldt blevet beskrevet som "når forstadskællinger kliner med fingermaling". Jeg leder stadig efter en mere fair beskrivelse af lidelsen, der giver sig udslag i, at kvinder og mænd i tide og især utide åbner kiosker med husflid.
Jeg har personlige erfaringer som patient både i stadie et og to og får jævnligt tilbagefald til begge. Hjemmesiden her er således et klart stadie to-symptom.
Sygdommen lægger dog stadie til stadie, komplikation til komplikation. Jeg må derfor mere præcist diagnostiseres som kvartals-kreaholisk.
En kvartals-kreaholiker er oftest i fast stilling med solide løn- og arbejdsforhold. Denne type patient har derfor - set i forhold til andre erhvervsgrupper - særligt lange ferie- og orlovsperioder til at pleje sin kreativitet i. Nogle kvartals-kreaholikere får desuden daglige, men mindre sygdomsudbrud i aftentimerne, når familien går i seng. Disse anfald går dog altid i sig selv, når patienten udsættes for morgenlys og udsigten til endnu en dag på jobbet. Kvartals-kreaholikerens borgerlige erhverv er sjældent fysisk krævende, derfor vil patienten ofte vælge frivillig zombificering i forbindelse med ophold på arbejdspladsen.
Fælles for KREA-patienterne er, at de alle har været potentielt fuldtids-kreative. Personlig ladhed, angst for det ukendte og ulyst til materiel middelmådighed har dog i langt de flestes tilfælde forhindret, at det gik så galt.
Derfor er det med angst og ikke mindst misundelse, at vi lavstadie-kreaholikere betragter patienter, der når sygdommens terminalstadie, KREA Platinum.
I dette syvende og sidste stadie er patienten farlig for sig selv og omverdenen. Al normalitet er ophørt. Patienten betragter alle ordinære løsninger og fremstillinger med afsky og lider af en uimodståelig trang til at sige sandheden uden omsvøb. Ofte hører man hende eller ham råbe i nattestille gader:
"Så fat det dog!"
Denne type patienter er i akut behov for behandling. Anbefalet er livslang og kraftig medicinering og ophold på nervesanatorier med speciale i kreative gruppeterapiforløb...
Kreativitet burde være en diagnose, for der ER grænser for galskaben!
Oktober 2010
|
