|
Sort på hvidt
Det første snefnug faldt klokken 07.52. Klokken otte minutter i otte, om man vil. Det landede præcist fire centimeter inde på cykelstien under storbirken ved Langholmvej 18. I de næste timer blev Djurslands nordvendte ryg dænget til, digtet om og malet nyt - i hvidt.
En sending sneskyer i landsdelsstørrelse havde dagen forinden misset venstresvinget ind over de norske fjelde, forvildede sig i stedet sydover ind i Skagerak og løb løbsk ned gennem Kattegat. Nu tårnede de sig op og gjorde klar til at tømme deres blåsorte bug over Gjerrild Nordstrand.
Man kunne vælge beskrivelsen "det væltede ned". Men den dækker ikke. Fnuggene faldt tæt; krystal ved krystal - én ubrudt strøm af hvidt. Et skybrud af sne. Granvoksne vækster gik fra grønt til hvidt og næsten i knæ. Ved middagstid var buskene begravet.
Er der noget, der hedder silesne, frøken Smilla? Det slog over i silesne, en times tid før nedbøren hørte op. Silesne siger en lyd. Det sisler, når de førhen håndstore fnug er krympet til korn.
Det sislede. Og så blev der stille. Skyernes overlæssede vogntog havde fået tippet af og drejede nu over mod svenskerne. Efter sig trak de et blåt himmeltæppe hen over nordstrandens gnitrende landskab. Glittet i sidelæns sollys.
Gnitrende. Et godt ord. Sådan så det ud, og sådan lød det, da jeg trådte ud omtåget af synlige ånde. Termometret dykkede brat og dybt ned i det blå felt. En pludselig indskydelse fik mig til at glemme det, jeg kom efter; birkeknuderne i brændestablen.
I stedet begyndte jeg at krabbe mig vej gennem den hoftehøje sne. Klatrede over Lisbeths svenske Tommelilla-stakit og frem til kanten af marken, der lå glat og hvid som et nylagt lagen. Ubetrådt. Ubrudt. Og uvant, for det var jo lige i går, at her blot var nogle hektar muddergrønt og udfladet efterårsgræs, dér hvor Jens´ kalve havde skidt sig fede. Men nu! Klinisk hvidt. Isnende jomfrueligt.
Vi kan ikke alle være den første til at tage det berømte "small step for a man" på månen eller plante flaget på Nordpolen eller blive heltehyldet i gamle avisers sepiafarver, fordi vi tog mødommen på Mount Everest. Men vi er mange, der har nydt at bryde hinden over den uberørte sne.
Pludselig stod jeg midt i det - til livet. Med fyrre år kappet af min alder. Og råbte "ha-haa" efter solen, der stod og kastede med skygger bag granhegnet. Jeg vendte mig om og så - målt på mine slæbespor - hvor uendeligt kort vej, jeg var nået. Men jeg var der. Lige her. Og der var intet i denne verden, i dette øjeblik, jeg ikke forstod, men uendeligt meget, som det ville blive svært at gøre begribeligt.
Aftenfarverne krøb ind fra sydøst. I det fjerne steg snorlige brændeovnsrøg lodret op i bomstille tusmørke. Tusmørke breder sig nedefra, derfor så jeg knapt kattene stå og strække hals med ører og øjne rettet vagtsomt i min retning, inden de genkendte mig. Kulden havde lagt sig som en mælket dis, der bølgede omkring de tre adrætte dyr, mens de hoppede slalom hen imod mig i mine fodspor. De strøg lige forbi og ind under blågranerne, hvor snedybderne ikke kunne gøre en kat fortræd.
Inden de forsvandt under nåletaget, vendte den mindste, den sorte "Lucky", sig om. Den dag i dag vil jeg sværge på, at den kiggede sig hurtigt omkring, blinkede fortroligt til mig og hviskede:
"Ka' du se, hvad jeg sagde...?"
Oktober 2010
Her vil komme links til andre noveller
Til toppen af siden
|
