In person
Som kunstneren Gerhard Richter formulerede det: "Man afslører aldrig sin egen
personlighed tydeligere, end når man portrætterer andres karakter".
Her er en stribe personligheder og andre godtfolk, der har krydset min vej.
Hold curseren over billedet og se titel og programmet, det er tegnet i.
LUIGI GANNA -"Mudderkongen" - vinder af det første Giro d'Italia (1909) Luigi Ganna med tilnavnet "Il re di fango" ("Mudderkongen") blev historiens første vinder af Giro d'Italia. Løbet i 1909 begyndte den 13. maj klokken 2.53 om natten i Milano. På 15 kilo tunge cykler uden gear og frihjul rullede 127 cykelryttere afsted, mens en svag lysstribe fra horisonten oplyste støvskyen, der rejste sig fra grusvejen. Rytterne var tungt læssede med proviant, værktøj, cykelslanger og andre reservedele. Det var forbudt rytterne at modtage hjælp i løbet af de næste 17 dage. Voldsomme styrt og andre uheld, sygdom og udmattelse betød, at kun 47 af de 127 startende klarede sig igennem de otte etaper, der var på mellem 208 og 397 kilometer. Rytterne var over 14 timer om at kæmpe sig igennem de længste etaper - med støv, mudder, sne og hullede bjergveje af grus og brosten. Tilbage i Milano blev Luigi Ganna udpeget som vinder efter et sindrigt pointsystem. Hvis vinderen skulle have været fundet efter nutidens tidsudregninger, ville Ganna have tabt med hele 37 minutter til løbets nummer tre, Giovanni Rossignoli. Nummer to blev Carlo Galetti, der sikrede sig sejren i 1910 og 1911. Galetti var desuden med på det vindende team, da giroen blev afviklet som et holdløb i 1912. Ganna, der tidligere på året også havde vundet Milano - San Remo, fik 5.325 lire for sejren. En pæn sum på den tid. Armando Cougnet, redaktør for avisen Gazzetta dello sport - avisen, der skabte og arrangerede giroen - havde i 1909 en årsløn på 1.800 lire. Sportsavisen og løbsarrangør Gazzetta dello sport er iøvrigt siden 1899 blevet trykt på lyserødt papir, hvilket er forklaringen på, at den førende rytter siden 1931 er blevet klædt i den lyserøde førertrøje, maglia rosa - og at Herning og Horsens i 2012 malede byen lyserød.
DANSK EKSTREMSPORT ANNO 1892 Det er dog ikke kun italienere og franskmænd, der byder cykelrytterne på ekstreme udfordringer. Mange år før Giro d'Italia og Tour de France gik det vildt for sig i Danmark. I august 1892 lød startskuddet til endagesløbet Jylland Rundt eller Jyllandsløbet på ikke mindre end 580 kilometer. Endagesløb er måske en ikke helt dækkende beskrivelse. Vinderen, mejeriejer, cykelhandler og gymnastiklærer Esper Andersen, var 36 timer og 10 minutter om at trampe sig gennem de 77 mil (en gl. dansk mil var på godt 7,5 kilometer). Hans nærmeste konkurrent kom over målstregen i Aarhus tre timer senere. Dermed var storfavoritterne fra Københavns cykelelite sat grundigt på plads. Efter løbet deltog Esper Andersen i arrangørernes bal, inden han tog toget hjem til Jebjerg ved Skive - og mødte på arbejde næste morgen! Senere blev han af Jeppe Aakjær hyldet i et digt:
"De gamle Dage med Glassets Bryg, med Sejre paa Cyklesti, med Maaneskinsridt over Jyllands Ryg de tusind Gaarde forbi."
Links til mine tegneprogrammer til iPad
Du kan åbne linksene i et nyt vindue/faneblad ved at holde Ctrl nede, mens du klikker.
Sketchbook
Til toppen af siden |
|