*****

MED ANDRE ORD

(siden er under opbygning,

men du må gerne kigge mig over skulderen)

An Apple A Day Keeps The PC Away

STØV PÅ VAND

 

Drømmer to blade i min å
flyder tørt ovenpå
vipper i vildt vand
i hvirvlernes vold
mod skumstyrt fra unødvendige højder,
men mest glider blad ved blad
på et blikstille håndspejl
som for et pust
fra en kysserund barnemund
piroutterer parvis på danseis
og ligner dig ved min hånd
med delt erindring om fjerne spirer i forfjors jord
fra kiiim til spinkel stilk
til tårnranke klappestammer
og den sidste stængels sprøde snip
før bladets fald på vuggende vind
mens vi driver med og mod
en sidste vindtæt havnevig
viklede om tid og respekt
aer vi ribber og revner
i oktobertørret solkrøllet løvhud
og ser vores livslatter
drive sindigt bort
i åens næste slyngning
som støv på vand.

JUNINAT

 

Nu kaster hylden sin midnatsskygge.
Skønt nat er kat ikke længre grå.
Nu perler duggen som græssets smykke.
Den skære natlyse juniblå.


En dronningbusk dufter pink i haven,
mens rosen stemmer sin tone i.
Et sensuelt beat lidt syd for maven.
En blød tusmørk junisymfoni.


Nu dypper Månen en tå i havet,
mens drømme stiger fra strandens bål.
I dine øjne fandt jeg begravet
en evig ild og min lykkes mål.


De rejser bort, når de skal fortrænge
og jagter nok en umulig skat.
Jeg nynner sangen om vang og vænge
og svigter aldrig min juninat.

SØLVVAND

 

Du er dråben,
der får mit begær
til at flyde over
af numsenap
og kindklap
og babsedut
og pubespjat
og sansesug
og sender mig
på hjertespring
og sjælegang
over åhen og aen
efter sølvvand,
som smeder sammen
og holder af
og holder om
og holder ud
til den sødre ende.


Til Lisbeth
1972 til 1994 til 2019 til ...

SOLMODEN

 

Sommer summet af
faldt roen i dit blik.
Tidens tunge told -
du er kun den, vi ser.
Lyset sprøde lag
dit livløbs mosaik.
Høstens modne mol
i dine rynker ler.

MEDINKARNATION

 

Jeg vil bære dine skygger,
smyge smerten af din lænd.
Lette pres, når livet trykker.
Fløjte himlen lys igen.

Lægger mig i dine øjne,
når det kommer til den dag,
mens vi klær os fri og nøgne
ind til sjælens kernelag.


Til Lisbeth

RIVER AF DØDENS GARN / Rescue Me From Death

PRAY FOR ME

 

Bag meningsløshedens dystre tyl
har sorgen ingen ord.
I endeløs kreds om egen skyld
står grådens stumme kor.
Da religioners blasfemi
lod intet barn gå fri,
jeg værned’ min sjæl mod hævnens skrig,
men ærer dit “Pray for me”.


Tilegnet familien Holch Povlsen, der mistede tre børn under et terrorangreb i Sri Lanka påskedag 2019

OPSANG

 

Det er ikke det,
at de to tog afsted.
Det er mere det,
at de tog et stykke af os med.
Det er ikke det,
de efterlod et ar.
Det er mere det,
de er dem, vi håbede, vi var.
Det er ikke det,
de var, mens i live.
Det er mere det,
at de sang, hvad vi kunne blive.
Det er ikke det,
de vers nu er skrevet.
Det er mere det ...
Blev vi dem, vi burde være blevet?


Til minde om Benny Andersen og Kim Larsen, der døde i 2018

LYSREGN

 

Der findes intet mørke
kun skygger
i variable grader af sorg.
Der findes ingen sorg
kun en venten på lys
så uselvisk som regn.

VÆK

 

Alt kan vi tabe,
og det er det triste,
først når det er væk,
ved vi, hvad vi kan miste.

HAVGÆNGER

HAVGÆNGER


Bølgernes sukken sank ssssh ned i sandet.
Tangvifter vinked et farvel.
Et minuts stilhed drev ind over landet,
den dag du drukned i dig selv.

DEN SIDSTES DØD

 

Når vores store helte dør,
skriver vi tit med sørgeslør,
at han/hun “var den sidste”.
Jeg synes, at vi hel’re bør
sørge for at skrive det før,
så han/hun selv fik vidst det.

EFTERLADT

 

De goeste venner.
De gloeste hænder
om tidsslebne minder
af tralle og trist.
Men vækmørket rammer,
og molbåndet strammer,
når gråden i halsen
bli'r den, der ler sidst.

FALD BLØDT / Fall Softly

FALD BLØDT


Mens du falder forover ind i din forsvinden,
er du min skygge, der går i forvejen
mod en tid i mæthed af det foregåede,
det passerede;
trætheden, efter at alt er passeret -
endeligt passeret -
revu.


Mens du falder baglæns ind i din forglemsel
er du min forpost i det endnu uforsvundne,
sortie gymnopedist defragmenteret af Satie -
ukomponeret er
evighedens uhørte melodi
komprimeret i et
adieu.

UDSIGTDIGT / Poem With A View

HUD PRIK ... PRIK ... PRIK ... LØS


Digte er ikke ...
hverken mere eller ...
mindre ...
kan gøre det ...
umulige ...
er digtet ...
dit beskidte under ...
tøj hængt offen ...
lig med åben ...
lys og bar ...
hud plus det løse ...
agtig.

KUNSTEN ER DØD

 

Døden er kunst.
Kunsten er knust.
Knust fisk i blender.
Duften af død længe leve.
Formuldende møgsvin i Torneroses montre.
Så nu skal alle more sig, more sig...
Selv den lille pige med svovlpikken.
Væltet velstand på Torvet 1.
Frontal farveforargelse.
Rødgråd i Smilets By
Lort på lager og dåselatter.
Lene Adlers lodne trekantskorstog.
Børsen blankchokeret.
Bjørn Nørgaards hesteskår.
Hvad er værre end Vietnam?
Hvad er værre end et eventyr uden hoved og hale?
Hvad er værre end kultur?
Dødsfest på A4.
Kunststøttens dødsattest.
Død og opstandelse og den evige kiv.
Amen.

WANSEEVANSIND

WANNSEEVANSIND

 

Der ligger en villa ved Wannsee.
Balkonscene med skålklink fra højstilket sekt
klinger som arier gennem søens dæmpende dis.
Vis-a-vis-deja-vu over vandet
spejler Hugo Bosssort og egeløvssølv.
Belevne dødningesmil
tungepudser fortidens tand
og bider et ubesvaret ekko i stumper;
“Hvorfor ... ingen ... ham ... i tide?”

I vinden over Wannsee vajer intet svar,
for der er ingen ham, men et dem.
De er mange, jeg er én,
og jeg sover ikke, men er mareridtsvågen.
Bag mit angstgardin snubler jeg baglæns.
Nu kommer de ...
Støvletråd på din kind.
Jeg skriger med dødt vand i munden.

KRYSTAL

 

Novembervåd tåge
af glemsel tilpas
bag tidernes låge
af splintrende glas.

Som gengangers skygge
af løgnlist besat
gør frygtfrugtens psyke
krystaldag til nat.

LIKTOR

LIKTOR


Angsten bor
lige hvor
mange tror
alt i kor
-——————
Anxiety transpire
when the desire
of just one liar
becomes a choir

THE STALKER

DREAMLESS

 

We dream,
but sisters tears
are awake in my sleep.
We sleep,
but brothers dreams
are awake in my heart.
I’m awake
but I scream
in dreamless sleep.

AM I

 

I am an open blog
a body of
pixels adding up to
an instant
a stand-in
a flicking butt
but no cigar
tomorrow
I’ll delete myself
and ask your eyes
if I am
- am I?

FOR DEN GODE VILJE ER DER HAVUDSIGT / With Some Good Will There Is The Sea View

FOR DEN GODE VILJE ER DER HAVUDSIGT


Byen ved åen bader i sin egen fortid og formfuldendt formulerede fremtid som et glittet selvforståelsespapir, der er mindre værd end den blæk, det er skrevet med, men burde krølles og kyles som fidibus i byens oldschool C02-bål på bakken i klimadisen lidt udenfor.


Byen kviksander til i bundløs newspeak, og fodfumlerne med flugthestenes bagvendte blik tølter på biltagenes trædesten, men undslipper hverken med nød eller næppe at blive mast til mos på smalsmattede vildtstier antrådt af de blødeste af de første døde.


Fra byens udvalgte vækstludere vifter varm lokkeluft over asfaltkanalernes olieflom med vingeklistrede arbejderbier på langtrukken agen mellem brød og steneksistens; evigtidens isfanger under den forfejlede logistiks dybfrosne malstrøm.


Dér glaner køkvæget dødøjet med urhjernen klikkende i rillen - 33 rpm - mens havnens horisonthæmmende og udsigtsløse brunindustri sender bitterslimet dunstvaseline ind gennem AC’en og lammer de strandedes mentale åndedræt.

Byen er gåsefodret af mundløse matrixskrig; “Why, oh, why didn’t I ...”

Byen er i sandhed en løgn, men for den gode vilje er der havudsigt.

ALL EXCLUSIVE


Det sidste strå rister i krakkede skorper.

Kernerne drysser i støvets regn.

Høststål selvantænder under sol i kronisk zenit.

Lyden af en syden.Føntør fonetik.

Gløder glimter i vindheksenes dans over krudttørt agerland.

I morgen skriger hun, bondekonen, sin mands navn bag en langsomt lukket ladeport.


Brankede brosten esser hvidglødende stålværksfloder gennem afparkede bymidter.

På bænkene brænder gamle flammer med øjnene om hinanden. Paramedicineren slukker deres blikke.Talkum på øjenlåg.

Over den størknede sø bølger dine børnebørns bøn om aldrig at blive født.

Pliiiize ...


Men i parasollernes paddehattesky former hænder skyggeklapper, mens vi stirrer ind i skærmene efter det næste fristende fly.

FORLEDEN OVER JULSØ


Der sidder vi så med vandet i røvskorpen og tænker, det bliver syd for Ækvator et sted, at søerne fordamper først, og de går nedenom og ned, men forleden så jeg søgræsset brænde ved Møgelø.


Nu planter vi så en træløs afladsskov og tænker, det bliver syd for Ækvator et sted, at jorden brænder først, og de går nedenom og ned, men forleden så jeg mågerne koge med Bregnø.


Her sidder vi så med posten i pikkassen og ved, det ikke blev syd for Ækvator et sted, at knogler gløder rødt, og de går nedenom og ned, fordi ... Forleden så jeg ligstøv svæve over Julsø.

INGEN ER DØD - NOGEN LÆNGE LEVE

 

Hvem sørger for, at vores drikkevand ikke er forpestet? Ingen.
Hvem forhindrer, at folk dør i tusindvis af dieselos i byerne? Ingen.
Hvem råber op, når fiskene i vores hormonerede vandløb kommer til verden som tvekønnede eller gisper efter ilt med bugen i vejret? Ingen.
Hvem siger stop, når kødindustrien hensynsløst pladrer luft, land og vand til i en stank af død og penicillinresistente bakterier? Ingen.
Hvem kigger os i øjnene og siger: “Fråds er en dødssynd”? Ingen ...

Men nu er Ingen død.
Nogen skal tage over.
Er Nogen klar?
Er du Nogen?

Plejer er også død.
Jeg smiler bag lommetørklædet.

FØDT I MORGEN

 

Jeg er ikke født endnu
og allerede træt
af at høre på dig
og på dem,
der er født i går
og lever for at leve af
overlagt ord,
mens gletsjerne smelter under din glødende terrassevarmer.
Lokalbedøvede grovglobalister i hyggekryostase.
“Mere Asti, skat ... hmmm?”

Men i skolegårdene leger de jorden brænder,
og det er ikke for sjov.
Børnenes bønner anråber en lukket himmel.
Åndenødsstedte i drivhusgasmasker
selvskærer de zombiefortvivlede grimasser
og hvæser som stritskræmte katte,
når de ser dig og dit brændende boardingpas.

Nu gider de ikke vente på dig længere.
Fyldt op er de - forbi brækrefleksen - af dine løgnsorte løfter.
Fra i morgen kan du ikke sove roligt
eller vågne AC-cool i din seng.
Grebet ved anklerne bliver du
nakkedumpende trukket ud
af dit overflødighedshorn
og slænget fiskegispende i den sydende sol.
Nu er du den udrydningstruede art.
Ha ha haaaa, fordi ...
DIN uddøen er ikke et problem, men løsningen.

Har du modet til at appellere?
At hulke om godt vejr og be-be?
I al din knæbøjede og hænderfoldende ynkelighed?

Du ville ikke høre, nu må du føle
bittersmagen fra lægeurten mod din ligeglæde,
mens de skærer ind forbi benhinden på din betalings-app
og skalpelpunktere dit ødselshedsødem
og amputere din dopaminkontrollerede globetrotterkirtel
og elektrochokerer din indre shopaholichund
og ...

Vask hænderne i dit eget hjertedryp,
gør blodets tegn på din dørstolpe, før jeg går forbi.
Måske går forbi.
Det haster.
Mine vinger er sorte.
Min tørst akut.
Mit sværd løftet.
Jeg bliver født
i morgen.

ALLERINDERSTINDE / Innermost

VÆRD


Allerinderstinde
er du meget mere værd,
end du kan gå at finde
på, du ikke er ...

LIGGELYKKELIG

 

Sådan en dag
skal ligges
ikke gåes,
for Fanden da,
og pyttes a’
let og lykkeligt
det, der trykker
eftertrykkeligt
og glemmes det,
som stadig kan nåes ...
en anden dag.

KRONING

 

Se, lige bag min træge hæk,
halvt nøgen grundet nordentræk,
der troner nabo Blomme,
hvis liv vi troede omme.
For sidste år i sommerstorm
det brak med buldren så enorm.
Var knak det sidste knæk?
Men tilkaldt blev en dr. ved.,
som amputerer svage led.
Og - skønt af livet mærket -
nu kroner Blomme værket.

GUD ER IKKE KRISTEN

 

Gud er ikke kristen, ikke jøde eller buddhist.
Ikke en muslim, en hindu eller antikrist.
Der er intet Helved, hvor en djævel går bersærk -
lige som “Guds himmel” er det kirkens pengeværk.
Præster ser os født påny; i barnetroens vold -
fri os fra de voksne, de er ude af kontrol.
Gud har ikke englebørn og arvinger på spring,
selvom Gud hun findes i de allermindste ting.
Og trods præstens præken si’r jeg: Gud er ikke stor;
Gud er alt og intet - Gud er større end gudsord.

VILDVIN

 

Fra nord-nordvest
hvirvlede vintervarslets
vindbelæste kindhest
op under skørterne
på min hvinende vin.
Ukysk kastede hun sommerkjolen
i bytte for skvulmende englehop
og hestehalemetronomer
til fri belurelse
af Peter AG’s stadigt lavere sol
gennem sprækkerne i hækkerne.

EFTERSOMMER


Solen er kold
af sin tur gennem tågen.
Græsset står dukket af dug.
Frugternes fold,
syltegrydernes kogen.
Ildløv er skovstiens stuk.

Kinden er frisk
når du smiler til vinden
sendt fra en koldere tid.
Voldpittoresk
dørtræsløfter jeg kvinden -
pejselagt sensommerblid.

ET LILLE SKRIDT


Der sad vi allesammen med åben mund og så
for manden - ham i Månen - blev med et til et på.
Du så dig selv derude så bette i det blå -
gigantisk var det spring, der ku’ vise os så små.
Det viste os, hvad mennesker sammen kan formå,
men vi har valgt at kravle i stedet for at gå.

MARGRETHE II

80 år den 16. april 2020


Et forår blev til nat

og friheden besat.

Skønt Danmark atter frit

blev frit liv aldrig dit.

De koldstrejf fra april

er vilkår bag dit smil;

alene uden svigt

af arvens ufri pligt.

Dog som moralens tolk

du gir dit frie folk

den retning, som er sat,

for rimeligt og ret.

Margrethe Alexandrine

og Ingrid - efter Þórhildur ...

Vi bøjer os for tur

mod dit forgyldte bur.


iPad / Procreate / mixed media

ENDNU


endnu et daggry

trådt i tårer

morsekode fra din ekkohæl

endnu en sværmer orbiterer lampen

endnu før et undrende blik

mod en ubuden opgangssol

endnu et endnu

endnu græder natten på din seng

UDFALD


Faldt det os ind, at de faldt fra?

De stille, som ikke bare faldt i snak, men udenfor.

Eller faldt i unåde, mens vi faldt for fristelsen;

lod hammeren falde og faldt over dem.

Fældet i alle fald af udspekulerede indfald.

I et sammenfald af udfald.

Intet faldt af til dem, de faldne.

Ingen faldt for dem, de gennemfaldte.


Og nu ... skyldens forsinkede ejefald.

Før vi falder hen og fra.

Før slaget falder i klokken.

Før tæppefald; eftertanke og knæfald,

mens fortrydelsen falder på.

... forlad os vor skyld og synds frie fald.

Why do we fall, master Bruce?

PERFEKT


Jeg skriver med øjne

når ord klær sig nøgne

med prikker og stik

blodblæk for dit blik

i hudmyg respekt:

Du er mit perfekt.

UDKØRT


hun var en af de skøre

med danseben i næsen

eller dans i ingenting

nu sidder hun der på bagsædet

mens børnene tumler omkring

og far han fører

mens det hele kører

det hele kører i ring


hvor blev hun a

hun var her lige den anden dag

jeg bliver så trist

man må godt nok sig’

hun faldt

hun faldt for ham til sidst


hun kørte os møre

spjæt i følelsesgave

drengepige ingen tøsedreng

nu sidder hun der i Villaby

mens tankerne tumler omkring

og far kan fører

sig frem og alt kører

det hele kører i ring


hvor blev hun a

hun var her lige den anden dag

jeg bliver så trist

man må godt nok sig’

hun faldt

hun faldt for ham til sidst


hun var en man ku høre

natterglad kysseven

til solen lægger os i seng

nu står hun i stå med to skud på hoften

mens kroppen falder omkring

en stor forfører

det liv der kører

og kører og kører i ring


hvor blev du a

du var her lige den anden dag

jeg bliver så trist

man må godt nok sig’

du faldt

du faldt for ham til sidst

KRYDRET DUFT I GLEMTE VINDE


Over havet under himlen.

Rose stod og græd i vrimlen,

mens vi holdt en tåre frem,

for alt det vi sku nå.

Krydret duft i glemte vinde

øjekys og sarte sind og ...

til min sidste stund

jeg har dit hjerte i min mund.


Mol og dur - den gamle sanger

er et fortidsspejl, som lukker op.

Mol og dur fra gamle dage

salver os på sjælens sår.

Ku’ jeg få blot lidt tilbage

fra din mindebrønd

af glemte år.

Rose si’r: Hej du, nåed’ I det, I sku…?

Lossepladsen bløder

… endnu...


Over havet under himlen.

Rose stod og græd i vrimlen,

mens vi holdt en tåre frem,

for alt det vi sku nå.

Krydret duft i glemte vinde

øjekys og sarte sind og ...

til min sidste stund

jeg har dit hjerte i min mund.


Tilegnet Sebastian


SALTATLAS <<


Tidskort

< dit mit . . . >

Livsbort

< vidt smidt . . . >>

Dagssort

< kvitfrit . . . >>>

Lyssalt atlasløs

< fredag 5:13 . . . >>>>

NO, BUDDY ...!


She’s not a body.

She’s not a nobody.

She’s the diamond, she’s the coal.

She’s a body and a soul, Buddy.

VEMOD ER GLÆDENS PRIS


Vi skrev et solskin ind

i smilepigens sind.

Dit smil er stadig med,

skønt du må ta afsted.

Må solens skyggestreg

stå mildt og smykke dig!

Adjø på hædersvis.

Vemod er glædens pris.


Ved Caroline Wozniackis karrierestop i januar 2020

sOMMETIDER


Sommetider

er det sommertid.

Lys omsider ...

mon der kommer tid?

Vær lidt blid’er -

glem din tomme strid;

sikkert glider

du mod ommetid.

STOISK


Det var omkring på den tid,

da kirseblomsterne begyndte at gulne,

da søndenvinden blev blid,

og der gik seriøst pip i alle fugl’ne.

Du satte dig ned og følte freden gro

med det, som man vist kalder en stoisk ro.

Lad strømmene hvirvle

og tvivlerne tvivle.

1 BPM


Husene har prismer i tagskægget. Dråber, der slipper og bliver til dryp, som hver kun har et beat i livets korte minut.

1 bpm. Lige som dig; et rytmeslag, og så er du den sommer, der var, med musvitkvit fra solsaltet gran i stillestående middagsstøv, dødeliggjort af dit endegyldige heartbeats paukeslag ...

Sover man mon ind til 50 bpm, basunbrag og basbrummen som for Siegfried i tredje og sidste akt?

Der er kun en ting, der er værre end rap og tolvtonemusik: løberlydspor med over 165 bpm på metronomen. Hvad skal det gøre godt for? Er det ikke nok, at vi skal trækkes med 8210 og atonale Arnold, Alban og Anton?

Jeg skal ikke jordefærdes til et clicktrack på 165 stortrommeslag i minuttet.

No way.

Fodflæbende skal I slæbe jer afsted

som salmegrædende paraplyer

i en Bourbon Street-parade.

Stå først i second line.

Synge solong i superslow.

Just a closer walk with Thee ...

Downscaled downbeat.

1 bpm.

I regnen.

Amen.

CHRONOKILLER  - iPad/Procreate

CHRONOKILLER


Menneske - så smukt,

når du glemmer dig selv.

Hvilende stilstand.

Uden skammens tugt

slår du tiden ihjel.

Smilende vildtand.

ES GEHT ALLES VORÜBER


De glade elskende

løber med solglitter i ryggen -

sandtatoverede sommerben

i tagfatstafet opstrands.

Med kridt og hvidt smil

overskriver hun fædrenes synder -

førslægtens nedkæmpede kanonhus -

med en tysk version af “Kærligheden overvinder alt”;

Liebe trotz alledem ...

Steffen Brandt møder Lale Andersen.

Es geht alles vorüber.


Han griber efter hende,

men fanger kun latter og duften af havskum.

I modlyset bølger hun for hans blik.

Han rejser sig og strinter strand bagud.

Fanger hende bag bunkeren.

Hun griner ind i hans mund.

Hånd i hånd trækker de hinanden på skift

endnu et trin op ad betonbjerget.

De lægger sig på ryggen, på historien ...

solvarm fortid saltslebet ind til kugleflinten.


Erindringens jernarmering ruster.

Tiden suges ud mod glemslens bundløse hestehul,

danser på fralandsbrisen og den blide brændings ralraslende rytme.

Papirskibe foldet af minder

med kurs mod opløsning efter det uundgåelige forlis.


Fra de nye cementbastioner med fredeligere formål

betragter jeg Atlantvoldens forvitrede varsel om,

at dråben og kornet stadig er bjergenes betvingere.

Nuet er allerede fortid.

Es geht alles vorbei.

MENTID


Men ... “Man skal ikke indlede en sætning med et men ...”

Men der er i tiden et stort men

bag din aflyste vaneabsentering

til højtidens uhellige mindfuck i Gagaland,

men hvad i Himlen stiller du nu op med din nærdødstræthed?

“Cancelled”

“SATANS”


Men nu ...

familiens kød i dit chokerede skød

midt i hverdagen,

som du ikke elsker,

for du er ingen onkel Danny,

men en rabiesræv -

bidsk med blottet klaustrofobi

i hulen uden udveje,

men med et påtrængende spørgsmål

om reveselsretten,

der klør i fingrene

og på indersiden af civilfernissen.

Så uvorne vidste du fandenrasteme ikke, de var.

Forældrerollens overraskelsesangreb.

Sønderskudt er du

kronisk i knæ -

hudslidt

med dødevoks i øjnene.


Rejsefeber er ingen sygdom,

men krigskamouflage

og en knibtangsmanøvre

mod det udlevede forholds tarvelighed

og det skælvende udødelige drag

ind i de ensomme rums omfavnelse ...

Din landgang på Coconut Beach

er kun et skinangreb mod udtrådt tålmod.

Hvor meget mod har du til at tåle?

I deres øjne ser jeg nu

men’ets modstillede mekanisme,

mens de knuger det allermest nødvendige i armene

på filmisk flagrende flugt

ud ad den mentale bagdør.

En sorthvidfilm.

Mest sort.


Der er ikke alene et stort

MEN

men en voksende vished

i svaret på,

hvorvidt de gider hinanden,

fortsat ser hinanden

eller ikke længere er hin anden,

men gnavende gensidig irritation -

umage brikker,

som ikke kan pusles på plads,

men bankes i hak

til den ene brækker.

Tør du leve svaret?

Eller ligger du på knæ

som Ellis Albert Swearengen

og skurer på et blodigt men,

der pibler tilbage

dag ud

dag ind?

“FUCK”


“Man skal ikke indlede en sætning med et men;

det signalerer negativ afstand.”

Men i dag sætter du et men først,

og sidst

med et men i midten.

Det tager kun få dage

at bliver overvældet af det men.

Et drømmefald

til du rammer gulvet.

Så vågner du.

Med et men ...

DANEFANE


I myternes morgen faldt flaget fra sky.

Nu viser det sorgen og dagenes gry.

I korsflagets kjortel så hvid og så rød

skal vi klæde helte i ærefuld død

og vifte med vimpler som stormsuste siv

i flagrende flagsang, hver gang der bli’r liv.


Det vajer i blæsten for alt livets gang

og føjer til festen en højtidens klang.

Den fane gav konger og dronninger vægt

og maner os sammen trods opdelt i slægt.

Jeg hejser mit Dannebrogs lysende spil;

det rejser ved grænsen et “Velkommen til”.

FORNUFTSPARKET


op mellem samlingerne

i et fornuftigt parket

vokser en løs mening

om det meningsløse

mens netflix og æjds biii åu

dulmer trangen til udsyn

længere bort end det nærmeste blå lys


ud mellem folderne

i et modekedeligt gardin

ånder en løs sansning

af det sanseløse

mens påstået kvalitetstid

feeder trangen til at gå

længere bort end dine nærmestes grå gys

SNEFNUG I MAJ


Blodskyld og kugler, der føg.

Is på en nygrønnet bøg.

Få ofred’ sig, da det gjaldt.

Snefnug i maj; dem der faldt.


Danmarks Befrielse den 5. maj 1945

DU VED


Nogen siger,

det er ikke til at vide,

andre mener at vide,

at det DET ikke er godt at vide,

men man kan jo ikke vide -

så vidt vides -

om det er vel

at vide det,

som vi ikke ved.

Vores viden rækker jo kun så vidt, vi ved.

Hvad derefter er af viden, ved vi ikke.

Det er ikke den store videnskab,

ved du nok ...

TREMOLO


Guitaren får rigeligt med reverb og tremolo,

når jeg skriver min sang til dig.

Teksten kommer til at rime sødt på I Love You So,

når jeg skriver min sang til dig.

Omkvædet blir et kor

lidt a la Jordanaires

med harmoni så stor;

en himmelsk englehærs,

som synger med juhu:

“Oh, Baby - I Love You

shoop shoop shoop shoop shoop

shoopie doo”


Hornene får rigeligt med corny 50’er-cool,

når jeg skriver min sang til dig.

Lidt a la Travolta og Olivia i high school...!

Når jeg skriver min sang til dig.

C-stykket får rigeligt med mol og toner i blåt,

når jeg skriver min sang til dig.

Det bliver så inderligt, at alle vil græde snot,

når jeg skriver min sang til dig.

Omkvædet blir et kor

lidt a la Jordanaires

med harmoni så stor;

en himmelsk englehærs,

som synger med juhu:

“Oh, Baby - I Love You

shoop shoop shoop shoop shoop

shoopie doo”

TREMOLO & REVERB - iPad/Procreate (2020)

LOPPENS DØD


Jeg kan allerede nu huske tiden, der kommer.

Det lyder jo åndssvagt, og så alligevel.

Man kan ikke bare skjule så lange skygger

fra dengang, vi gik med solen i nakken.

Da vi havde vendt ryggen til lyset.

I medvinden.


Nu; udsigt til den glemte indsigts modvind

med dens utålelige tålmod

og Fandens gode hukommelse.

Kommer tid, kommer råd, stammer du.

Ha!

Glem det!


Klodeguden ryster sin manke.

Det er dig, der er utøjet.

Er der nogen, der har hørt en loppe dø?

RØD MAND ... STÅ!


Jeg går med A.G. gennem byen,

og grisen grynter.

Jeg går med lyset gennem byen,

hvor krisen pynter.

Jeg går med stilhed gennem byen

så tømt for liv.

Jeg går med krisen gennem byen

til lysets lyd.

Grøn mand - gå!

Rød mand - stå!


Under første corona-lock down i Aarhus april-maj 2020

YAHYA HASSAN - 1995-2020

SOM UNG


caps lock er løftet

fædrene kløftet

pølen af tårer flyder tung

vredens versaler

friet fra kvaler

gammel nok til at dø som ung


YAHYA HASSAN 1995-2020

RAST RIST RO


Jeg har sendt min rastløshed på ferie. Nu sidder jeg bare her og sørger for, at terrassen bliver, hvor den er, og græsset ikke gror for hurtigt. Oppe i det blå trækker en sølvcigar sin stressstribe mod vinden. Tænk at jette afsted med 1.000 kilometer i timen og ikke komme nogen vegne.

Er det edvardmunchskrig, man kan høre fra kabinen?


Hernede er kun dæmpede lyde og retorik; “gider vi grille i aften?”. Med alt hvad jeg har tilbage af fysik og psyke, udsender jeg en lavfrekvent mumlen, der kunne opfattes som et nej.


Halvvågen drømmer jeg papirskibe af Juan Osorno-grafikker.

Falder blødt baglæns ind i en tom tanke.

Solen stirrer på mit sovehjerte. Det smiler.

CANDYFLOSSSOMMER


Det begyndte med en duft. Letbrændt sukker. Så stod du der. Glanende. Foran den omrejsende tivolidatter og hendes hypnotisk snurrende håndtegn. I en forhekset gryde sprang lyserøde sukkerlyn, som hun vandt op til en overdimensioneret vatpind. En sommersødet kumulus. Den kunne klistre sig til hvadsomhelst og pilles fra hinanden med tre fingre og smelte i munden til ingenting andet end pangpink prikken på tungen.


Forsommeren er en candyfloss. En ekshibitionistisk installation. Diskret som en lyserød sky på en gråtonet himmel. Hommage au vulgaire. Totaltivoli.

Nu er de rullet ind bag en glemt horisont, de sommertravle tivoliklaner med deres evigt spekulative sideblik. Dem, som de modigste faldt for og vovede at rejse væk med. Til stormfulde højder og fuld orkan på vejen ned, dog et liv ...

... men ...


I aften slår Carls Tivoli sine pløkker i din plæne. Radiobilernes blålyn vil blitze under buskene. Sshhh - hør lyden “drrrrrrrrrrrr tektektek tek tek ... tek”; tombolaens lokkehjul og blinkende løfter. Musikmosaikken stiger til maxwatt, mens duggen falder, og børn med mundvigstunger en efter en besejres af en ustyrlig, trefingret kran, der griber efter den store gevinst, som ingen nogensinde får.


Klokken 17 minutter over solnedgang kan du træde ind bag det glemtes glimmergardin. Alt, du skal gøre, er at snuse tusmørket ind og tænde lyskæderne bag dine lukkede øjne. Se, der står du. En sommeraften med ansigtet oplyst af tivoli - kan du huske? Det begynder med en duft.

I BARNDOM


bar fod på bellis

lynovervældes

minderne spirer fra neden

solsynkestunden

græsknæ i munden

jeg var et barn her forleden


ormspræl på kroge

piledød råge

skolelyst udtalt beskeden

spejderknivsblodig

rovæblemodig

jeg var et barn her forleden


hvid nylonskjorte

bukser for korte

afdansningsnærkontaktssveden

spinlon, der skjuler

dibbedutbuler

barnet forsvandt her forleden

KRÆNKERTÆNKER


Vi udpeger ord

som det, der krænker.

Men krænkeren bor

i det, vi tænker.

PLATANDRYP


Du lytter bag lukkede øjne.

Platantræer drypper på brosten.

Læberne smager af vand og lakrids.

Pastis og Gauloises i luften.

Citroëndyt uden filter.


En fletstol skramler under markisen.

Åbner du øjnene, sidder hun der.

Du rejser dig og gemmer til evigheden duften af regn på hendes kind.

Hun smiler. Betaler dit kys tilbage og begynder at synge.

Comment te dire adieu ...

SÅSÆD


Hvis ik man vil forstå, hvad andre helst forstår,

så går det, som det må; man høster som man sår.

Så vælter vi hinanden i smitsom bitterhed,

til hadet når til randen, og alle ligger ned.

TIDEN INDE


Jeg aer din årringede kind

med fingerspitzengefühlte ord;

toneblødt, tempereret, piano ...

Din mimik geigermåler morgendagens ekko.

Omsonst forbander vi tidshorisonten,

der svæver ind under os.

Et krakeluremaleri i nedgående farver.

Men solen stiger stadig bag din iris

som en ung opvindsobo

over vathvide celloskyer.

Med hånden på hjertet bøjer jeg mig frem

og tager din silkestrakte hånd.

Du nejesmiler i hvinende wienerhvidt.

Boblende prismer opløftet af trefjerdedele.

Valser vi, eller er vi vågne?

Tiden er inde.

Jeg knæler for dit evige i går.

—————————————-

Se på Facebook med film

—————————————-

KOLDFRONT


Lagde den sig over os, mens vi kiggede væk?

Huden over dit ensomme hus, trak den sig sammen?

Drev du med isen omtåget af frosne ånder?

Stalingradstivnede du i den fjendtlige fygning?

Havde du modviljemodet til at stå med smeltesne om fødderne,

mens de venligt smilende tatoverede “-273,15” ind i dine tandrødder?

På Hvidsletten blomstrer de stivnede hænders benede valmuer.

Vi dør ikke af kulde; vi sover bare ind.

Men i dag er det sommer ...

SØMÆND OG NONNER


Kærligheden sejler på min arm

agten for tværs med bølger og barm.

De siger, jeg kysser i hver havn,

og frihed er mit eneste savn.

Men nu skal jeg desinficeres ...

omkalfatreres ... nedgraderes ...

Mandighed kan de ikke bære

selv på sø- og mandfolks museer.

Censur indført af disse ånder:

tøsedrenge og newspeaknonner.

Med dobbelt rom skyller jeg halsen,

for du sagde ja - midt i valsen.

Kærligheden bølger fra din barm.

Med mit blod står dit navn på min arm.


ASKEKRIDT


Hvidt glimt brændt til bevidsthed om sort sjæl

- dæmonens æg lagt bag dit gode øje.

Råbte du untermensch, da du slap Little Boy fri?

Klokken er 44,4 sekunder over 8.15.

Dit alias er Paul W. Tibbit.

Enola Gay er din mor.

Din arv er skyggen på væggen

og en kirsebærblomst i flammer.

I den kridtede aske

fra forstøvede børn

står skrevet, hvem vi er.


_____________________________________________________

DEMENS


Til dig, for hvem demens og alzheimers ikke blot er ord og statistik.

Til dig, der spejder forgæves efter genkendelse i et ordløst blik.

Til dig, der er sunket ned i et næsten endeløst farvel.

Til dig har jeg lavet denne sang “Min sol - er en skygge af sig selv”.

_____________________________________________________________


MIN SOL

Min sol glider ned under stregen.

Min sol sender dagen på hæld.

Min sol er nu snart kun sin egen.

Min sol er en skygge af sig selv.


Min sol spredte lys alle steder.

Min sol var de kærtegn jeg fik.

Min sol sidder stille og græder.

Min sol med dit ordløse blik.


Min sol møder tyst aftenrøden.

Min sol nikker livet farvel.

Min sol er for evigt min glød, men

min sol, jeg må redde mig selv.

——

Måske skal jeg lære at bære,

når livet det går dødens vej.

Men mit liv ku’ slet ikke være,

hvis ikke det var for dig.


For livet tar livet af lykken

fra fødsel til dødsrigets rand.

Den vendte os pludseligt ryggen,

mens glæderne løb ud i sand.


OS, DANMARK


Med stolthed går jeg ud ad vores fælles landevej,

hvor Solen synger mest om os og ikke kun om mig.

Os, Danmark.

Hold om, hold a’, hold ud.

Jeg løfter højt på hatten, hilser med min vandrestav

på Danmarks folk, som skaber plads til alle; høj som lav.

Os, Danmark.

Hold om, hold a’, hold ud.

Jeg tænker, mens jeg går her - bakkens bølgegang til trods -

vi nemt ku’ bli’ lidt mindre mig og endnu mere os.

Os, Danmark.

Hold om, hold a’, hold ud.

—————————————————————-

Se tekst og video på Facebook

—————————————————————-


ÅNDEDRAG


Strømmer stille

Stiger stejlt

Skyr ingen skyr

Blander i blå

Håndglider

Ånddrager

Er ikke

Var

—————————-

HENRIK 1509 2015

—————————-


EN SNES AF DET SMÅ, TAK


Vi ævler og kævler og bitcher og bavler

og bander og svovler og sukker og savler ...

Når verden kun ses gennem brokkernes briller,

så snup dig en snes af de små ting, der tæller.


—————————————————-

Musik: A Lovely Day

—————————————————-


ÅR 1


Hvad fik de med?

Hvad tar de til sig?

Gid de bliver til nogen

før til noget.

Slægters led.

Geners gang.

Barnebørn.

Den første kage pustet.

Det lange lys venter.

—————-

Cemille 1 år

—————-


TIDSKRÆNKER


Hvis man er, som man er og har lært at være, er det fordi, man ikke følger med tiden. Kan jeg forstå. Det er sikkert sandt til alle tider, men ved De hvad, fru Tid og hr Klokke, De kan fortsætte uden mig. Uden os. Nu bliver vi her og er dem, vi er. Vi skal nok være helt stille, når De kommer forbi og tjekker, om vi nu også er rigtige mennesker, der fortsat er værdige til at være her.

Men når De så haster hostende videre i Deres parløb med tidsånden og planlægger nye eutanasiprogrammer, kigger vi hinanden i øjnene, slår et skraldergrin op og hvisker i kor “Få Dem et liv, lille De”.


Og så sætter vi os ind på “Den Brune Bøvs”, puster skummet af en af de store bamser, brøler med på Lune Larsens “Kvinde min” og “Smukke Charlie” og fortæller vitser, der vil få tiden til at stå bomstille og Dem til at gispe efter vejret.

Tidsånden, fru Tid og hr Klokke, behold De den blot for Dem selv. Imens kan De forsøge at gætte, hvor mange vi - m/k - sidder her på Bøvsen og hviler i vores egen tid og lader den næste tid løbe fra os. De vil blive forbavset.


De får os ikke til at stille op med føntørret hår og røde øjne og sige “Jeg har været del af en tidskultur. Derfor er jeg en krænker. Undskyld...”

Det kommer ikke til at ske. Ikke på vilkår. De kan rende og hoppe, men vi ønsker Dem en god dag ... hvis De ellers har tid.

Malm / iPad / Procreate

MALM


Blåmalm over guldfalmet glød

trykker mig i knæ.

Hvælvningefolket børster

søndagstroen af skuldrene

mellem krængende kors

og selvrensende ansigter.

Bag kalk og kvadrer

kalder den uhørte søn til bøn

fra smuldret pergament.

I den ufaldne regn

venter Gud.

KIRKE


Du er din vægt værd i sten,

som du lagde på brystet

af dit selvtruede folk.

Nedtrykker og opskræmmer,

misogynisk serieforbander,

rigmandsværn og småfolks bærme.

Knæpint sammenkrympet og overtrostruet

skuler jeg mod en støvet lyd;

Jesu fødder i flugt ud af sin fars hus.

Han griber min hånd, og vi løber

i dådyrgræs og nygrønnet birk.

Hans befriende latter bliver til tårer i min hals,

mens vi knæler for Solen

til messesangen fra en musvit.

ØJNE-19


Når verden går i stå,

tar vi en maske på

og skjuler mundens løgne.

Og der - ud af det blå -

først nu jeg sandhed så

i dine smukke øjne.

MISS MEJLGADE


Du var en af midtbyens mørkemostre

med en lang finger klar til at facefucke

hele den borgerlige muzak.

En af Mejlgades monstermegafoner:

"Ingen fascister i egen ister i vores gader ...?"


Nu er du modnet af dine meningers overmod,

af din egen smertepligtige recept.

Frøken Fimbul, Fräulein cool.

Brudagtig lod du dit hættehueslør falde

og bad mig kysse dit punkarrede øre.


Men i ulmet fra grøngrønne øjne

var der endnu værn

bag dine stensatte hænder

om en blødmende indignation.


Du er stadig en af midtbyens mørkemostre,

men der er lys

i din skygge.

PELSET


Vi roser vores velfærd mod himlens høje skyer,
men vort humane selvværd det gælder ikke dyr.
Burdyr i millioner; vildt liv bag lås og stål.
En kynisk jagt på kroner er plageriets mål.
En branche bliver flået, ja vist, til Helved sendt,
men med den uddør noget, vi ik’ ku’ være bekendt.
Når vi gør os til mester og presser al natur,
så er vi selv de bæster, som burde vær’ i bur.

NORDMØRK


Først tømt kan fyldes,

først mistet skal savnes,

først mørkt kan lysnes ...


I min ureflekterede higen

efter sæsonløs lykke

og endeløst lyse nætter

er jeg blevet tankeblind

for min årtusindarv

af tusmørke og tristesse.

Med mit ansigt bleget af genskin

fra glittede rejsekataloger

sender jeg et smertevædet blik

fra kontorlandskabets dødslys

syd om horisonten efter hjælp ...

Tror jeg den kommer?


Også jeg har mistet det fodfaste tråd

ind i mørket omkring og indeni.

Jeg har forlagt fornemmelsen

for årurets nedtemporerede timeslag.

Jeg er utrygt utrænet i det tyste,

angst alene ved tanken om ordet alene

og natteskræmt ved den pludselige puls

af nordisk vågeild i mit blod ...

Hvad er min blót?


Først tømt kan fyldes,

først mistet skal savnes,

først mørkt kan lysnes.

Men en dag sprækker jeg øjnene sammen

mod et nyt års lave sol ...

Kan jeg høre isen klage?

OM TÅGE / iPad / Procreate

OM TÅGE


Din morgen ligger øde hen

i skjul bag tågens bløde pen;

alt fjernt er ladet fjerne.

Grålys er fredens fødeven.

Så tyst, at du kan møde den;

din stille nærværsstjerne.

———————————————

Billede: Om tåge

iPad / Procreate

———————————————

FALL FOR YOU / iPad / Procreate

FALL FOR YOU


I fall for you

Break walls for you

Always stand tall for you

I will fall for you

----------------------------------

Billede / Picture

FALL FOR YOU

iPad / Procreate

Music: Suspended Souls

----------------------------------

VILDEN SKY


Vejret har fejet for min dør;

med hvidt over land og by.

Børnene gør - som børn de bør -

de hviner i vilden sky.


Jeg går og fejer lidt på skrømt

fra postkassen til min dør.

Fodspor i sneen skriver ømt

om fugle med kolde fø’r.


Folk drager pist til Norges fjeld;

på slalom - tra li lo lååå.

Ski på - det får jeg for mig selv

og ta’r et par kilo på.


Så vælter vinden ind fra vest,

og tagrenden bli’r en bæk.

Julehumøret, som var gæst,

igen er det smeltet væk.


Nok svøbes golde knolde ind

- fint pudret - i juleble,

sneen er selv for kolde sind

dog noget at lunes ve’.

OPTÆNDING


Galskabens galdefråde flyder i gaderne.

Perspektiverne er slået til pindebrænde.

Fortidens fundamenter er røgsværtede ruiner.

Gamle venner driver mod hver deres ekkokammer.

De folkevalgte leger med tændstikker mellem krudttønderne.

Folkedybets sataniske stalinorgel skræmmer nationer fra sans og samling ...


“Jeg tror, planeterne står dårligt. Virkeligt dårligt”, siger du.
Det damper florlet fra din kaffe.
Jeg nikker og fortsætter med at fylde min massemordsanklagede Morsø med sammenkuglet søndagsavis.
“Ja, virkeligt dårligt”, siger jeg og stikker langlighteren ind mellem de dårlige nyheder.


----------------------------------------

Billede / Picture

OPTÆNDING
Kindling / iPad / Procreate

----------------------------------------

SEKUND


Tiden, hvor er den?

Åh, årene går.

Intet i verden

vi mindre forstår.

Tiden forsvinder

så brat, det gør ondt.

Værnet er minder,

så gem hvert sekund.

TO HOLD


We have a lot to unlearn.

A trail of bridges to burn.

Some painful Us to turn.

But in this time of cold,

remember what nature has told:

go find a hand to hold.

On your way

you might find

a soul ...

to hold

———————————————

Music: A Gentle Touch

———————————————

Note:

In this time of abuse an accuse

we have everything to loose

PANDEMONI


Ligbålet brænder.

Dødtomme hænder.

Dage går evigt på hæld.

Sjælerøg stiger.

Trøsterne tier

om ubetalelig gæld.

Vindene vender.

Skam, du som kender

kun empati for dig selv.




VEJEN TIL


alle veje fører

til sti

alle stier fører

til græs

alle græsser fører

til rod

alle rødder fører

til jord

alle jorde fører

til vand

alle vande fører

til sky

alle skyer fører

til dryp

alle dråber fører

til fald

alle vandfald fører

til flod

alle floder fører

til hav

alle have fører

til kyst

alle kyster fører

til klit

alle klitter fører

til flugt

alle flugter fører

til skjul

alle gemmer fører

til fund

alle finder frem

til en vej.


——————————————————

Billede: Vejen til iPad / Procreate

Musik: Holding On (composer unknown)

——————————————————



ENDUANER


Længes ud mod liv i blid balance?

Mangler mod at slippe byens trance?

Inde under dine lærte vaner

er du mere indi enduaner.


HVIDE KNOER OVER KLÆDE


Mumlende døre. Uhørte tårer.

Overdressed på en onsdag.

Kramklamret kiste. Trøst uden lise.

Bårebuketter på lit de parade.

Duknakkede øjne. Hulkende skuldre.

Hvide knoer over klæde.

Kaffe så stille, det klirer.

Tumlinger tysses ud.

Styrtløb mod syngende gynger.

Som dykkere fra mørket

begærligt inhalerer livslys

på den første dag

i resten af deres død.

------------------------------------------

Billede

SYNGENDE GYNGER

Singing Swings

iPad / Procreate / mixed media

------------------------------------------

YOU


Hun kiggede på mig,

som var jeg væk.

Men du så mig,

fordi du ville.

Vejen ud lagde sig selv foran mig.

Den dag trådte jeg lettere.

Den nat strålede himlen,

og min længsel sang i morgendisen ...

I’ll be looking at the Moon, but I’ll be seeing you.


BLÅ LYS


Stol aldrig på mennesker i lyseblå skjorter. Eller på mænd med selvpint udvidede brystkasser og taljer så tyndsmalle, at der må ligge noget boarderlineseksuelt bag. Eller på kvinder, hvis snipblonderede hestehaler svinger som messingtestikler tunge nok til - med et smilløst øjekast - at slå nærtstående tilbage på komapladen.


De er de 30 procent, du har fået fortalt om fra psykodiagnosens cheflegender; frygt dem, når de puster forbi dig i løbesko i et prisleje, der svarer til dine faste udgifter i et år.


Uden den mindste feminine fedtvibration under lycrahuden spreder hunhannerne på lette fjed deres fiberflatus, mens normale mennesker for længst er sovet ind efter dagens sidste Netfix.


Stå til side, når denne underskovens übermensch-loge af hanhunde hamrer hensynsløst forbi på mudrede mountainbikes i jagt på et indbildt lighedstegn mellem magt og myndeslank muskulatur.


Hør hende brøle under en brazilian, pincettortureret af brynplukningen og pint under pølsegiften i panderynkerne. På tredjedagen klør hun sig arrigt på arrene efter de asymmetrisk indkapslede implantater i brystvæv, kindkød og kyssehud ...
Betragt hende grådtræt gøre endnu et fitnessforsøg på at svedsmelte géngudens givne gaver og gendigte en krop, som ikke er ... hendes.


Du kan se dem, disse ofte uduelige, men morgenduelige, mens natten dårligt er blevet til dag. Allerede står de fuldt påklædte og dyrtduftende foran gulvtilloftspejle i neonnøgne walk in-closetter, hvis ufatteligt mange hyldemeter er opstuvet af sygelig orden.


Ud over bybalkoner og villaterrasser skingrer deres chokerede skrig over erkendelsen af, at intet ... intet i deres øjne alligevel kan blive perfekt.
I affekt knuser han spejlet med en smoothiekande fyldt med fermenteret tidsel, mens hans fodlænke forklædt som AppleWatch vibrerer, at klokken er 04:57.
Sådan en dag skal du ikke snige dig alene langs kontorkorridorenes mørkeste vægge. Ret ryggen og løft dit dukkede blik. Bevæg dig altid kun sammen med grupper ...


Ssh...!


Nu skrider de ind med lange slanke skridt iklædt CEO-snabelsko og s/m-stiletter. Stir dem stærkt lige i øjnene, for de går efter savannens svageste. De cirkler hyænesavlende om dig, opsniffer den mindste sårduft og flænser din hals med diodeblå diademtænder, i det sekund du bøjer nakken.
Stol aldrig på mennesker i lyseblå skjorter.
Men du kan forsøge at have ondt af dem.
... forsøge.


—————————————————————————————
Billede / Picture:
BLÅ LYS
Blue Sky Pies
iPad / Procreate
—————————————————————————————



DET ENDELØSE BJERG


Når dagen gryr, spørger vi os selv,

vil den nye gå hånd i hånd med den gamle?

Vil gårsdagens festsang

om ikke at rette blikket mod det, der skiller os,

blot blive et ekko af et ekko?

En velkendt klagen i kløften,

der udvider sig for vores blik?

Vi åbner øjnene

og vakler i afgrundens sug.

Vildilden svirvler usvækket

mellem køn, hud og ord.

De få overlevende spirer af håb

svinder afsvedne ind

i drømmeløs dvale.

Vi døjer i de omvendte fortegns tid;

frihedskæmperne bliver fortsat diktatorer;

de undertrykte undertrykkerne.

Racerevanchisterne rasérer.

Kønnene kæmper, til døden dem skiller.

Alt er en strid - selv om et ord.

Vi trækker våben.

Ingen rækker ud.

Forsoningernes tid er forbi.

Alles Amanda

i gloriøst gult

viste sig kun at måtte være nogens.

Skåltalens bæger var halvt tomt.

Vi er bundet sammen i nederlaget,

for der er stadig skygge.

Hvis vi bare tør se det.

Hvis vi virkelig vil træde ud.

Det bjerg, vi bestiger, er endeløst.

Vi står stadig ved foden og stirrer op.

Jeg sukker lige så stille.


————————————————-

Billede:

AMANDA G

iPad / Procreate

MODERVOR


Jeg ser omkring mig, hvor jeg bor,

på alt, som er, som dør, som gror ...

Jeg tænker på de ting, vi tror,

og mindes om et lille ord;

tak Skaberen, hvor er hun stor.

Jeg tænker på den tid, der går;

på stort, der falder, småt, der står,

hvor lidt, vi mennesker formår.

Har det skabt glæde - det, jeg sår?

Det ber jeg i mit modervor.

————————————————————

||| Musik: “Lax” |||

||| Foto/video: Brian Jensen Felde |||

||| Tak til: Min have |||

————————————————————

vON


SCENE 1.

(Et orkester spiller - en kvinde nynner)

En mand i modlys går hen ad en gang.

I rummet for enden af gangen venter nogen.

Manden i gangen ser, at personen i rummet ikke er alene.

Han er sammen med to mænd i jakkesæt.

Manden i gangen kanter sig hurtigt ind på et kontor.

Her venter han skræmt under et skrivebord.

De tre mænd i rummet går på gangen ud af huset.

Manden under bordet hører lyden af deres sko fade ud.

Han rejser sig op.

Cut.

SCENE 2.

(En kvinde nynner - hun ammer et barn ved hvert bryst)

En sjæl i modlys går gennem en mand.

For enden af manden venter et mørke.

Lyset i manden ser, at mørket ikke er alene.

Det er sammen med to skygger.

Sjælen bøjer af og forsvinder ind i en stilhed.

Her skjuler sjælen sig under ord, den kun selv forstår.

Mørket og skyggerne går ud gennem manden.

Sjælen kan se dem fade ud.

Lyset stiger.

Cut.

———————————————————-

til Lars vON Trier

med respekt, med følelse, med lidenhed, med tak

iPad / Procreate / Glitch Studio


MENTID


Men ... “Man skal ikke indlede en sætning med et men ...”

Men der er i tiden et stort men

bag din aflyste vaneabsentering

til højtidens uhellige mindfuck i Gagaland,

men hvad i Himlen stiller du nu op med din nærdødstræthed?

“Cancelled”

“SATANS”


Men nu ...

familiens kød i dit chokerede skød

midt i hverdagen,

som du ikke elsker,

for du er ingen onkel Danny,

men en rabiesræv -

bidsk med blottet klaustrofobi

i hulen uden udveje,

men med et påtrængende spørgsmål

om reveselsretten,

der klør i fingrene

og på indersiden af civilfernissen.

Så uvorne vidste du fandenrasteme ikke, de var.

Forældrerollens overraskelsesangreb.

Sønderskudt er du

kronisk i knæ -

hudslidt

med dødevoks i øjnene.


Rejsefeber er ingen sygdom,

men krigskamouflage

og en knibtangsmanøvre

mod det udlevede forholds tarvelighed

og det skælvende udødelige drag

ind i de ensomme rums omfavnelse ...

Din landgang på Coconut Beach

er kun et skinangreb mod udtrådt tålmod.

Hvor meget mod har du til at tåle?

I deres øjne ser jeg nu

men’ets modstillede mekanisme,

mens de knuger det allermest nødvendige i armene

på filmisk flagrende flugt

ud ad den mentale bagdør.

En sorthvidfilm.

Mest sort.


Der er ikke alene et stort

MEN

men en voksende vished

i svaret på,

hvorvidt de gider hinanden,

fortsat ser hinanden

eller ikke længere er hin anden,

men gnavende gensidig irritation -

umage brikker,

som ikke kan pusles på plads,

men bankes i hak

til den ene brækker.

Tør du leve svaret?

Eller ligger du på knæ

som Ellis Albert Swearengen

og skurer på et blodigt men,

der pibler tilbage

dag ud

dag ind?

“FUCK”


“Man skal ikke indlede en sætning med et men;

det signalerer negativ afstand.”

Men i dag sætter du et men først,

og sidst

med et men i midten.

Det tager kun få dage

at bliver overvældet af det men.

Et drømmefald

til du rammer gulvet.

Så vågner du.

Med et men ...

DRUEHYLDEN DRYPPER ENDNU


det mindstes magi

æren til væren

lykke i en lysning

dulmende urter

favnende favn

bag krogede krat

druehylden drypper endnu

—————————————————-

DANNIE DRUEHYLD 1947-2021

—————————————————-

Johannes Møllehave

JOHANNES - EN SAND ÅBENBARING


Nu hviler han mildt på sit laurbær

i fred og med næsen i skyen.

Afbrudt blev hans vilde palaver her

trist tyst midt i sprogets fornyen.

Han tog, mens vi smiled’ af hvert et ord,

livtag med sin sjæls velforvaring.

Nu lægger vi ham i Guds grønne jord;

Johannes, en sand åbenbaring.

——————————————————-

En hyldest til Johannes Møllehave

1937 - 2021

iPad / Procreate

Fotoinspiration: Leif Tuxen

KUN TIL UDVORTES BRUG


Du balsamerer

regnbuehinder

med ufarlige

farveflader.

Triller violinengle

over trommehinder.

Du er kunstner,

siger du.


Jeg får lyst til at slå

knoerne ind i væggen

for at vise dig blod,

som ikke er købt

i Håndflid & Hobby.

Skrigende cinnober.

Savlende smerte

i dødsens dybblå.

Åbne en dåse

med merda d’artista.

Gå på Amydruk med dig

og vikle os ind i

Deap Vallys

voldvolume.

Tvangstatovere

et reqium

på din tunge

til du skriger lydløst,

og gråden

omsider

negler sig ud

gennem din

Ole Henriksenhud.


Jeg stormer dit studie

og deleter dine tracks

med håndkøbsmuzak.

Jeg angriber dit atelier

og tramper dine tuber

med pasteller påstemplet:

“Kun til udvortes brug”.


Min springkniv sprætter

dine lækre lærreder.

Med løberødt

sprayer jeg din arkitekthvide væg

“Dolore in absentia”.


Rædslen rykker dig

rygverts mod væggen

og fylder dine tårer

med den angst,

der i en vending

veksles til afsind

og anfald.

Med kløerne klar

til kødkvæstelser

og en stemme

som en overstyret

Shure-mikrofon

kaster du et fatal attack

mod den dør,

jeg netop har smækket bag mig.

“Betragt det som en gave,”

råber jeg over skulderen.

Jeg kan høre glas.

Knust.

Noget vælter.

Knækker.

“Endelig,” mumler jeg.

—————————————————

VIDEOEN HER UNDER

Musik: "Shiver"

—————————————————

tak til: de kunstnere, hvis

sagesløse værker, jeg har

lånt til dette opslag

—————————————————

FØR EFTERTID


Fortiden kom til os

fra før- og efterkrigstider.

Vores tid; nu og herefter

venter og vakler mellem

det gamle, der ikke vil dø,

og det nye, der fostersvagt ikke tør fødes.


Modsætningerne skal mødes,

og sød musik opstå

i krigstrommestøv og kampdans

mellem demente dogmer

og vagt visualiserede visioner.


Postpandemisk kan vi vælge

den slagne vej

eller de nytrippede stier.


Vi ankom til karantæneøen

som Dem og Os.

I nygryet lys

vil vi døbe barnet Vi.

EN BUSTE I ROUBAIX


- en hyldest til Jørgen Leth

iPad / Procreate

———————————————————

Der er blevet længere

mellem dig nu, Jørgen.

Dine ord.

Og dine skridt.

Vi har hørt dig bande ad dine ben.

Forulempe dine fødder.


Du siger, du falder;

nogle gange endda forover.

Det underholder du os med;

din vrissen over langlemmet

gammelmandsstavren.


Vi hører dig jazze som en cooltrompet

hen over usynlige forhindringer.

Du falder, siger du synkoperende

- en dag falder du fra.

Benspænd 2.0, Jørgen.

Det bryder vi os ikke om at tænke på.

Det kan vi ikke li’.

Det kan vi ikke ...


Det er forlængst faldet os ind,

at du er et højdedrag, vi kan navigere efter.

Du rager op over kornmarker

og leverpostejsmadder.

Trækker os ind i ostegrotter

gemt under Bourgognes bjergmassiver

og svømmer ud i Loires libidinøse druesøer.

Livet skal smages, så det kan føles.


Hjemme i Aarhus

ragede du også op, Jørgen,

bare ved at dreje fra.

Mens masserne mosede ind

på fodboldstadion

og råbte mere i kor, end godt er,

søgte du mod enernes dødsdrome.


Suget ind i cykelbanens eliptiske hvirvel.

Et frydefuldt førstehåndsvidne

til egoernes frontalsammenstød.

Der formedes dine første ord

i et livslangt heltekvad.

Om sydhimlens stjerner

og helvedeshundene i nord.


Der blev du selv en af feltets førere.

For velklædt til at være vandbærer.

Vanddunke under en skjorte

fra Steven Alan i Franklin Street...?

Fanme nej...!


En supernova så lysende,

at selv fladlænderne derhjemme

accepterede din galliske arrogance.

Du blev vores egen vrisne Virenque.

En solorytter i fornærmelsesparat danseuse.

En enfant terrible pludselig blødt op i det drengede smil,

der får lingeriet til at flyde af fruerne.

Carte blanche i boudoiret.


Også derfor søgte du længere ud.

Hvor forførelse ikke er en fornærmelse,

men en forståelse

af de faktiske forhold i hjerteindustrien.

Altid på kanten af verden og eksistensen.

Kærlige kokkepiger og feltets uperfekte helte

krudtet med caresse, kokain og kemi.

Det er jo sådan det er.


Hvis ikke til yderligheder hvorfor så gå?

Hvorfor skal andre blande sig i det?

Hvad fanden rager det os?

C’est la vie - i en nøddeskal.

Gult lys? Der blev sagt kør!


Eksistens er en søgen efter creme de la creme

og ikke for knibske kællinger m/k,

der ikke kan se livet for bare tillært forargrelse.


Allez allez, Jørgen.

Vi vil forsøge at nå med hen over toppen ...

Til sidste watt i tête de la course.

Nogen bløder fra blikket.

De ryster på hovedet.

Opgivende.

Tømt.

Slipper.

Abandon blinker billedet fra Moto 3 ...


Men nu falder du, siger du.

Ned gennem gruppettoen.

Fejebladet venter.

Du kender jo turen, Jørgen.

Livet er en dans på pavéer.


Og så ligger du der.

Løbet er kørt.

Feltet er forbi.

Hvad vil du sige til en buste i Roubaix?


————————————————————

VIDEOEN - ORD BILLEDER LYD

||+|| soundtrack “En buste i Roubaix”

brian jensen felde


INSPIRATION / FOTOFORLÆG

maria fonfara

ANNULLERET NERIE


Vajer på den brankede brink

med langt løv og lyserødt lysende,

hvis blomst bliver til bælg,

som brister i Albissolas sensommer,

hvor dunflyvske frø daler i driver

langs stenstien op mod Villa Jorn.


Vi glaner gennem turistobjektiv

og tænker, nerium oleander signalerer sydlandsk

i krukker købt dyrt til billig efterligning.


Fra havecentret og med hjem

til en plads i solen og i ly for forårsfrost og vinterhverv.

Lille i sin for store krukke, men nu -

efter års vækst og tiltagende forpjusket

af mangel på mineralerne fra et meningsfyldt voksested -

kan den dårligt kaste en skygge af sig selv.

Vi kigger væk og taler uden for hørevidde

om at kyle den på komposten.


Med knive fritskærer vi den jordløse rodklump.

Forvokset og forkælet har den fortrængt sit eget livsgrundlag.

Indestængt stemt skuldrene imod,

indtil den tommetykke terracotta slog revne

med et uhørt knæk en fugtig forårsmorgen.


Triller tommelfingre i trailerkøen med en skruk krukke

og en annulleret nerie i bakspejlet.

Lokalradioen reklamerer rablende

for rhododendron stærkt nedsat.

Højland til lavpris.

Fra Yunnans forbjerge til forstaden i havhøjde.


Jeg ruller vinduet ned og kigger på en mælkebøtte.

Den har stukket hovedet op

i en sprække mellem asfalt og fortovskant.

STOISK


Det var omkring på den tid,

da kirseblomsterne begyndte at gulne,

da søndenvinden blev blid,

og der gik seriøst pip i alle fugl’ne.

Du satte dig ned og følte freden gro

med det, som man vist kalder en stoisk ro.

Lad strømmene hvirvle

og tvivlerne tvivle.

KRIGER TRONSMED

————————————————————

Ingvar Cronhammar

1947-2021

————————————————————

Bløde dunhamre slår malmslag

og ekkoflager over byindrer og udkanter:

I torden fra en regnklar hedehimmel

varslede du lynets komme.

“Tættere på ...”


Trist tåredis daler

fra monumentets fangtårne,

og vi; de uforstående, knæler

ved det nederste af dine alt for høje trin.


En stor tørke har ramt,

men nu drikker du bækvand fra Kerit

og spiser ravnebragt brød

og lammets kød i Carmel.

Vi ser din Eliassjæl løftes

af glødheste og ildvogne.


Danneridder Kriger Tronsmed.

Slotsfruer og huskatte vil huske

din bulderbløde færd;

bønnen om Guds fred

bag dit barske blik ...

Troen er retten til ikke at vide.

Nu ved du.


————————————————————

Fotoforlæg: Joachim Ladefoged

Med andre, Jamilla Sophie Alvis, ord

i artiklen “Gå ad de høje trin”:

https://jyllands-posten.dk/.../ECE1.../gaa-ad-de-hoeje-trin/

SØLVCIGAR / Silver Cigar

SØLVCIGAR


Vi kom gående med sol og nordsø ind skråt fra højre. På topklitten stod en flok. Deres næser og fingre pegede ud mod horisonten. Over havet under himlen svævede den. Bomstille og sølvgrå. Som et cigaretui. Fjern, men enorm. Mat, men lysende. Uvirkelig, men ekstremt nærværende. Insisterende på vores fulde opmærksomhed.


Efterhånden stod vi vel et lille halvt hundrede stivnet i marehalmen. Vi var klædt på til spisning og aftensjov i sommerbyen nede bag sandbakkerne. Stille og forundrede talte vi kun i halve sætninger.

“Hvad er ...?”

“Mon det kan være ...?”

Derefter stilhed og kun svag rullestenrislen fra det langsomt åndende hav.

Hvor længe?

Så lang tid, at vi satte os i sandet og stirrede på sølvcigaren.

Indtil ...


Cylinderen løfter sig i den ene, sydvendte ende. Peger cirka 45 grader opad og forsvinder i en accellererende bue om bag horisonten. I en svært fattelig og foruroligende fart. Lige så lydløs, som den havde hængt der foran os og vores lammede virkelighedsopfattelse.

Væk.


Hver især blinkede vi os tilbage til nuet. Med nedslåede blikke. Som om vi havde set noget, vi ikke burde. “Fatamorgana,” tænkte én højt på alles vegne, hvilket vi alle afviste i vores stille sind, mens sommerskoene styrede os i eftertankens tavshed mod aftenens og nattens vandhuller.


Dengang, for nu snart fem årtier siden, var man ikke bevæbnet med kameraer for overhovedet at kunne være til stede. Ingen smartphones eller sociale gallerier registrerede hvert et levet sekund. Ingen dokumentation. Men billedet af luftgiganten er lagret dybt i vores erindring og kan fremkaldes uden besvær. Ingen er dog - indtil nu, så vidt jeg ved - trådt frem som vidne med egne øjne. Truslen om at få trukket en sølvpapirshat ned over sit omdømme er for stor. Men vi ved, hvad vi så, og ikke et halvt århundredes ubegribelige teknologihop har efterfølgende kunnet diske op med en forklaring. En blot nogenlunde troværdig forklaring.


Vi så ingen sødt smilende Spielberg-aliens vinke fra vinduer i vidunderlys. Ingen monumental musik af John Williams tonede ud fra de gyldne solnedgangsskyer. Ingen særligt hidkaldt blev beamet op i det uidentificerede flyvende objekts ubegribeligt smukke og Disney-designede indre. Det, vi stod tilbage med, var en viden om alt det, der kan være mellem himmel og jord ... mellem tid og rum ... mellem umuligt og muligt.


Var det et varsel?

En religiøs vision?

Et vink fra en verden af andre vidensdimensioner?

Et overjordisk underværk?


For mig blev det en visuel forvisning om, at det, vi ved, er uendeligt mindre end det, vi ikke ved.

Vores rejse bliver lang.


———————————————

BILLEDE / picture:

Sølvcigar / Silver Cigar

iPad / Procreate

Radarfoto-inspiration / radar photos inspiration:

UFO-billeder fra Pentagon / UAP photos from Pentagon

———————————————

SMÅSTORT


Det ligger ikke langt herfra. Om hjørnet i din hjerne.

I en sidegade til dit stjålne sideblik.

Overlagt underbevidst har du henlagt og udskudt.


Du sidder bare der og dypper tæer i den lave ende af soppebassinet på Mallorca og venter på danske frikadeller på “Børges Bodega”, inden du med et lydløst skrig overvejer at tage en enkeltbillet i elevatoren - helt op.


Flyver fraværende over formationer af tårer uset under dig og dine forvredne vinger. Hjemkommet fra der, hvor der egentlig ikke er noget at komme efter, åbner du din toldfrie spild af tid og souvenirs, der egentlig ikke er værd at huske.


Så står han der pludselig; den femårige med knæplaster og rykker dig i lillefingeren. Taler i snublesætninger om en korkprop og den spidse krog, som man skal …


Kan du se den, mosen under storbyens grå ekko?

I et hop er hun inde i dit synsfelt, ivrig i fletninger og fregner og tegner kridtbadut på en flisegang og trækker dig i ringfingeren …

Kan du høre den, sjippetovet i baggården midt i Midtbyen?


Endelig rejser du dig.

Med plaster og tøsejod på kortbukseknæet.

Går ikke langt herfra.

Lige rundt om hjørnet.

Paradishinker uden om alle udskydelser.

Bygger Bro Bro Brille over den kunstige koma i køen til Sommerland i Fantasiløse.

Gyngespringer lige ned i det; det store i det små.


Hvor står mon det store geddemonster i mosen?

Kan næsen stadig blive gul af smørblomst?

Kan man flette hjerter med bellis?

Hvem kan skære en pilefjøjte?

Er der nogen, der gir en is?

———————————————

Billede / picture:

DEN, SOM KOMMER ALLERSIDST, SKAL I DEN SORTE GRYDE

iPad / Procreate

Translation and comments about the danish children’s song / children’s game, “Bro Bro Brille”, here:

https://lyricstranslate.com/.../bro-bro-brille-bridge...

BLÅ REGN


Du trak min grå sky fra himlen.

Du var min viser på vejen.

Du blev min ro midt i vrimlen.

Du tog mig med over stregen.


Du var de gødende dråber.

Du var min blomstbløde eng.

Du gav mig alt det, de håber;

hver lille pige, hver lille dreng.


Du var mit første og sidste.

Du var mit regnbuetegn.

Nu brister sorgbirkens kviste

under min afskeds blå regn.


--------------------------------------------------------------

BLÅ REGN

Blue Rain

iPad / Procreate

Musik: Counting The Drops One By One

—————————————————————

OLE MADSEN HAR SCORET

DANNNMARK FØRER 1-0 ...


Målstolperne var hjemmestrikkede sweatere på villavejens asfalterede sortsvær. Aften efter aften, i nedgående solsort eller under regnens plasken pløkkede vi med plastikkuglen - gavebolde i imiteret læder kunne ikke tåle det grovkornede underlag, så der var nedlagt faderligt forbud. Hudafskrabningerne var forbeholdt vores knæ og albuer - en sjælden gang en hage. Blodbold …


“Helle for at være Ole Madsen, Henning Enoksen, Harald Nielsen ….”

Et fast råberitual. Indtil en sollys septembersensation, da Erik Dyreborg med fem mål mod Norge skrev sig ind i alle drengeværelser og ud af landet til betalingsklubber som amerikanske Boston Beacons, hollandske HS Haag og Alvesta fra Sverige, hvis usle mammon betød bandlysning fra landsholdets ufravigelige filosofi om amatørisme og en banket som eneste betaling for besværet på boldbanen.


“Helle for at være Erik Dyreborg…!”

Holdene valgt, fantasierne fordelt, kampen er i gang …

Indtil et dyt på distancen drev drengedrømmene ud på fortovet, og en Opel Kaptajn rullede hen over de rundstrikkede målstolper og illusionen om Idrætsparken og Gunnar “Nu” Hansens “Ole Madsen har scoret … Dannnmark fører 1-0”.


Efter gadekampene var der vand ved nærmeste havehane, mens næste hjemmekamp på byens lille seriestadion blev målet for en grundig analyse. Selv i serie 2 var støtten den gang så seriøs, at der blev set frem til næste hjemmekamp med nerve og urolig glæde. Et fikspunkt for fjorten dages forventning. Kun afbrudt af mellemregninger fra udebaneopgør mod Vorgod, Karstoft, Kølkjær eller Spjald.


Byens voksne mænd, hverdagens 90-minuttershelte, trampede ud fra klubhuset i en sky af kamfer på eget græs blødgjort af bellis og mos. Krasbørstige og klar til korporligheder med deres påsømmede støvleknopper - kontante lige til og over den håndrullede kridtstreg. Arrede over begge øjne af våde boldsnørrer … ind over til en nikker.


Rundt om banen blev der slikket prinsessestang, mens lærlinge og landbrugsassistenter fik langet en lunken Carlsberg ud gennem lugen i det lille sortmalede ishus. I vinduet stod en stadig mere falmende appelsinvand, som en nat blev stjålet ud gennem den nu knuste rude, hvilket blev meget omtalt og genstand for mange formanende fingerløft over frikadellerne og den brune sovs.


På vejen hjem gennem anlægget ærgrede vi os højlydt over, at gæsteholdet fra Feldborg nu igen havde haft held til at forhindre et meget større og fortjent nederlag ved konstant at høvle bolden ud i mølledammen, der udgjorde stadions billige og billedskønne langside.


Vi elskede fodbold, fordi der var pauser. Lidt lige som i rytmisk musik; den swinger på grund af pauserne. Knips … knips … knips … Nu swinger fodbolden ikke en meter, men er blevet en metervare molestreret ned i halsen på alt, der har en puls. Morgen, middag og aften. Dagen, ugen, måneden og året rundt. Ikke én pause. I timelange op- og nedtakter pimper produktets luderkarle og hotelmuttere silken af spillet og serverer søndagssteg morgen, middag, aften og til natmad - oh, et kongerige for en karbonade…!


I sjælløse kampe mellem konstruerede klubber i kapitalistiske turneringskonglomerater ser vi - os drenge fra gaden med de strikkede stolper - pludselig spillets stjerner stirre ud på os. Med matte blikke, der end ikke kan motiveres af flere millioner, fordi bankkontoen allerede kan registreres på richterskalaen. Lystslukkede talepapirer, autopilotartister i kronisk mental offside.


Vi, drengene (og en sjælden gang en pige, når holdene skulle fordeles ligeligt) der er opvokset med fiktive fodboldbaner på villaveje, i sidegyder og baggårde, spejder stadig efter hvert et lille tegn på noget oprindeligt, oprigtigt og opløftende. Nu og da er der glimt, men de bliver udflydende og fjernere, som et ekko, der langsomt skruer ned for sig selv.


Men Ole Madsens hælscoring mod Norge står på mindernes måltavle - til slutfløjt. Måske skulle man finde sig et lille stadion uden for mange bandereklamer, men med ishus. Jeg skal have en prinsessestang. Den er fantastisk…!


——————————

Billede: “Ole Madsen har scoret …”

iPad / Procreate

SLÅ RING


Når du synker i knæ midt i livet

smerteramt, så du knap nok kan bær’ det,

når på spil er det, vi ta’r for givet,

slår vi ring om dit skælvende hjerte.

————————————————

Tilegnet heltemod og holdånd

til massernes medlidenhed

til pressens pli

til Danmark

til dig.

————————————————

Billede: SLÅ RING

iPad / Procreate

SLÅ RING

NEDKØRSEL FRA COL DU CORONA


Du havde lige fundet dit eget tråd.

Pulsen var fin, men nu banker balladen på.

De rykker og stikker omkring dig.

Til højre og venstre.

Der skal lukkes huller og holdes hjul.

Syresvid i martrede muskler.

Kæberne knaser, og du spytter krakelleret tandemalje.


Løbet er igen de andres, ikke dit.


Nu er der atter afhøvlet hud på nedkørslerne

og massespurt på vejen mod krammecaféerne

og striben af spirituøse hoppeborge for voksne,

og vi skal have bestilt den pavillion,

så vi endelig kan få holdt vores

med lettelsens suk aflyste runde dag

og få ordnet haven, når der nu igen kommer folk

for at tjekke om græs og hæk er lovformeligt friseret,

før vi kører i kø med indkøbsvognen randfyldt af gaver

i anledning af din brors ekskones

kusines datters første lys i lagkagen,

inden du suges ind og stuves sammen i CO2-strømmen

væk fra hjemmecomputerens harmoni,

tvunget tilbage til et so-old-school-storrumskontor

og dets kliniske udboring af din koncentration og indre ro.


Skal vi dele en fløjte og en Obstler, Hansi?


Nu slukker du wattmåleren,

klikker ud af tåclipsene

og lader stressmeldingens fejeblad rulle langsomt op bag dig.

Til efteråret falmer festen,

mens vi sidder på lange rækker

og stirrer vissent på løvfaldets farvefest

og føler savnet af krisens mange velsignelser.


————————————————————

Billede/painting:

TIL DET YDERSTE / To The Limit

iPad / Procreate

————————————————————

SKYBRUD


Fra en lynfri himmel varsler de om dig,

men ørkenen i mig grødes ved gensynet.

Jeg løfter dit skylette slør

aer andægtigt dit ansigt

blændet af dine bly blink

kysser kind og kender først nu

duften af drivende dug og rensende regn.

Da solen bryder blyindfattede kirkeruder,

og orglet synger yndigt om at følges ad

for to, som gerne vil sammen være,

aflægger vi livslange løfter;

til skæbnen skiller,

og løber leende ud i landskabet,

haster mod horisonten,

mens de griber efter brudebuketten,

du kastede i en bue bag os.

———————————————

Billede/picture

SKYBRUD

iPad / Procreate

———————————————

SKYBRUD

11


Jeg fik i går af Gud det 11. bud:

“Din tro på mig må ikke stilles ud.

Jeg findes, når du mildner andres kår.

Jeg er i det, du aldrig helt forstår;

i det, som var og er og sidenhen.

Jeg gav dig liv og det, du blir igen.”

———————————————

Billede/drawing: 11

Made on iPad/Procreate

———————————————

SKIFTEDAG


sommeren forsvandt med et sus

gyldentidsalder, æblerød falder

til lyden af det kolde gus

//

CHANGE

summer disappeared with a hush

aged golden calls, apple red falls

to the sound of the colder gush

DET TÅRNDYBE HELVEDE


Begribeligt had steg op

fra det ubegribelige.

I styrtets støv ånder kun hævn.

Er du med eller mod?

Terrorkrigenes ofre skriger endnu.

Hvem bygger bro

over tåbernes tårndybe helvede?

—————————————————-

THE TOWERING DEEP OF INFERNO

Understandable hatred rose up

from the incomprehensible.

In the dust of the crash

only vengeance breathes.

Are you with us or against?

The victims of the terrorist wars

are still screaming.

Who builds the bridge

over the fools of inferno's towering deep?


SAVN


De blomstrer blidt langs vejen,

og ta’r hvert blik i favn.

Vi græder midt i legen,

for blomstens navn er Savn.


GURLI GRIS ER DØD


Der’ døde delfiner på Skålefjords blodsand.

Forarget jeg hviner - der skråles på modstand.

Men midt i butikken, hvor vi køber føde,

er tonsvis af kød, som vi pinte til døde.


I Danmark vi ææælsker den søde delfin,

men grisevelfærd slår vi hen med et grin.

Med billigt kød følger en frygtelig pris;

hvert tredje sekund dør en ny Gurli Gris.


Vi dyrplager løs - skide være med arten.

Vi vader i blod for at tjen’ milliarden.

For dødsindustrien, den sag er helt given,

blir aldrig lagt død, før vi selv gir den kniven.


I Danmark vi ææælsker den søde delfin,

men grisevelfærd slår vi hen med et grin.

Med billigt kød følger en frygtelig pris;

hvert tredje sekund dør en ny Gurli Gris.


THE STONING


Once we saw them kissing

but the fact’s gone missing.

So, they’re both now lying,

courtroom testifying:


He: “She ripped my shirt ‘n

I was only flirtin’…”

She: “His eyes invited

me to get exited…”


Soon their hearts are cracking.

Hashtaggers attacking.

Natural desire

cast out in the mire.


Worldwide jurys gathers

judging like mad hatters.

Watch…! Revenge proceeding.

Hear…! The stones are bleeding.


Now, no longer kissing,

they have both gone missing.

All their loving troubles

buried under cobbles.

VINTERTID


Vintertids kulde rejser sig om mine ben.

Rimtågen bølger om dødsstive strå.

Gårsdagens balancerede betragtninger

ligger frostsprængte fortrængt

af forfølgelsens vanvid

og bordelinemisogyni.


I det fjerne, men nærmere og nærmere,

signalhornenes skovekko

og de byttebesatte jagtkøteres galpen.

Blodrusblinde med blottede flænsetænder

snapper de ud efter førerkoens bagben.

Hvem trækker det næste blod?

Hvem kan endeligt trække hende ned?

Hvem flænser de dampende tarme ud fra hendes bug?

Hvem skal hylehyldes i koblets lukkede klub?


Hvem fatter først,

at de forstandigste

forlængst har vendt sig bort

fra det nedlagtes offerparade

med ansigtet fordrejet

af anstændighedens afsky?


Langs det angstrøde drivjagtspor

kastede skyggerne med partspile og glashussten

og skridtknugede sig i orgastisk gryntende glæde

over at være ude af korshårenes sigtelinje

og terrorterriernes fært - for en stund.


Vintertids kulde rejser sig om mine ben.

Jeg kryber sammen i gryets grå gys

og klikker patroner i min dobbeltløbede dødbringer

før jagttrompeternes næste metalkolde kald.


TURTELDUEt


Jeg sidder i min havestol,

ser verden gå sin vej

og stirrer i den lave sol,

mens du forlader mig.


Jeg synger himmelhøjt, mens jeg

og altet går i et,

her er kun fuglefløjt og mig …

Hold kæft, hvor er det fedt.


Men altet er et sted,

hvor intet varer ved.

Mon en klokke ringer?

Knips med en finger.


For dette er historien,

som blir så trist til sidst,

for under singleglorien

er jeg en skidt solist.


Før du går solo, burde du

forstå, hvad jeg nu ved;

at mensket er en turteldue

som skabt til tosomhed.


Men altet er et sted,

hvor intet varer ved.

Mon en klokke ringer?

Knips med en finger.

SE IND I


De sir, de ser ind i;

frygten er på vej.

Jeg lukker øret i

og ser kun ind i dig.


MED HUD OG HÅR


ingen blev skabt - som de sku ku

ikke perfekt - mest ukorrekt

et ideal et taljetal - hvepsemål bogstavskål

alt blodigt besvær og hæle du skær

for at blive den de siger du skal vær

men fortalt ærligtalt hvor jeg står

jeg elsker dig højmest af alt - lige når

du glemmer dig selv med hud og med hår


UNDERGANG


Mens vi sov i vågen tilstand,

gik nogens verden under …

Mens vi badede i vores overflod,

flød havet ind over deres sagesløse liv,

og soltørrede lig selvantændte på krakelerede sletter.

Kan man skrige under vand?


Mens vi pillede i vores lille fornærmede ego,

ømmede os i vores velhavertopskat

og lod vores indsnævrede horisont

og politiske bevidsthed bedøve

af løgnlignende ligegyldigheder

og intetsigende intriger.


Mens vi gallagræd velgørenhedens krokodilletårer

og luftkyssede hinandens donationer

i hulhedens kvalmekammer,

udtørrede vores blik for de virkeligt trængte.

Kan man skrige i et lufttomt rum?


Mens vi lyttede til de handlingslammedes bla bla bla

og farisæiske foretagenders forbryderiske hvidvask

af vores kulsorte samvittighed …


Mens vi sov i vågen tilstand,

gik nogens verden under …


Det var os, der åbnede sluserne.

Det var os, der tændte det første bål.


MENINGEN MED NOVEMBER


Der er en mening med november,

og at dagene blir grå.

For disen er en baggrundsdæmper,

som det gyldne stråler på.


Der er en mening med november,

at naturen går i stå.

For grå november blidt bekæmper

det, du tror, du burde nå.


Der er en mening med november,

nok så sparsom med det blå.

For der er glæder nok til dem, der

finder glæde i det små.

………………………………………………….

Illustration: NOVEMBER

Made on iPad / Procreate

DEN SIDSTE Ø

´

“MF Magsvejr” bryder blidt gennem havblik og sødis.

Sejler dig ud af natten mod dagens glød

under himmelsangere på stive vinger.

Færget forsigtig mod fast grund.


I tjæreduftens tidskapsel

bumper biler ud fra bagbords bug,

mens du vandrer væk, drejer fra, søger kyst,

spejler dig under nationalsangens bøgeklint.

Vipper uforvarent en vibe til vejrs,

mens du suger strandengen ind

og slår smut med din genfundne sjæl.


Stopper og sopper og sanser

bølgegrusets rislende rullen.

Råber mod en havørreds ringen,

så det synger i sivene

fra dit udspredte bryst:

Aaaaaaaaaaaahhh …


Klatrer indlands opad i græs blandt nysgerrige kvier.

Kortåndet på ørigets yppige yver.

Bag bakkerne en blågrå byge, der går over.

Helt høj af horisonten set fra det højeste punkt.

Øens omrids pludseligt husket

fra glemte geografitimer

og bøger med æselører.

Vender dig i eventyrvinden

og synker halvt i knæ.


Pyloner rejser sig potent

parat til at penetrere endnu en jomfruelig pynt.

Betonkanoner buldrer.

Sænkekasser på samlebånd.

Muslingebanker muret inde under mudder.

Kollisionen køligt kalkuleret.

Ølivet vædret.

Synkefærdig.

Send S.O.S.


Accellerationssamfundet har udset sig

sit næste sagesløse offer.

Med udviklingens afviklingslogik

hetzes vi i hast fra hist til pist.

Båret frem af blæredygtige bortforklaringer

med ubærlige konsekvenser.

Schnell, schnell, schnell …

Hurtigst fra A til Å

hen over den sidste ø.


Udsigten zoomer ud i svimlende fart.

Du klatter kraftesløs omkuld.

Famlende fortabt,

fortvivlende for sent.

Griber efter et sidste spinkelt strå.

Under dig bølger bakken.

Er det dig eller den, der skælver?

———————————————

Illustration

DEN SIDSTE Ø

The Last Island

iPad / Procreate

OPTÆNDING


Galskabens galdefråde flyder i gaderne.

Perspektiverne er slået til pindebrænde.

Fortidens fundamenter er røgsværtede ruiner.

Gamle venner driver mod hver deres ekkokammer.


De folkevalgte leger med tændstikker mellem krudttønderne.

Folkedybets sataniske stalinorgel skræmmer nationer fra sans og samling ...


“Jeg tror, planeterne står dårligt. Virkeligt dårligt”, siger du.

Det damper florlet fra din kaffe.


Jeg nikker og fortsætter med at fylde min massemordsanklagede Morsø med sammenkuglet søndagsavis.


“Ja, virkeligt dårligt”, siger jeg og stikker langlighteren ind mellem de dårlige nyheder.

GLÆD'LIG JUL


Glæd'lig jul

til dig, der misted’ en,

og i hjertets sted

nu bærer på en sten.

Du har sikkert hørt fortalt,

at med tiden glemmes alt,

men ved, det er for banalt.

Glæd’lig jul

til dig, der misted’ en.


Glædlig jul

til alle, der blev glemt,

og i julen sidder

ene og forstemt.

Vi kan alle hver især

huske på og være nær

den, som ensomheden bær’.

Glæd'lig jul

til alle, der blev glemt.


Glæd’lig jul

til dig, der kom hertil.

Som er ramt af

fremmedfrygtens mørkespil.

La’ mig sig’ det, som det er:

Har du os og Danmark kær,

skal du vær’ velkommen her.

Glæd’lig jul

til dig, der kom hertil.


Glæd’lig jul

til dig, der har det skidt,

Som ser verden mer’

i gråt og sort end hvidt.

Jeg har ikke på min vej

mødt din smerte eller dig,

men en tanke sender jeg:

Glæd’lig jul

til dig, der har det skidt.


Glæd’lig jul

til dig, der har det godt.

Bor i harmoni

i hytte eller slot.

Mens dit liv går som en leg,

kæmper andre mer’ end dig.

Ræk en hånd ud deres vej.

Glæd’lig jul

til dig, der har det godt.


———————————————-

Illustration: GLÆD’LIG JUL

iPad / Procreate

MØRKE


minemørke mørkeminer

katastrofen alting ligner

skalpelskytter skriver krig

i sagesløses blod

med konflikten vi dig piner

angst og mundhug vi velsigner

hel’re vil vi drikke lig

end samarbejdets mod

——————————

Billede & musik:

BREAKING NEWS

iPad / Procreate

MILD MAGT


Gav et folk et tiltrængt smil, da

du brød frem en sort aprildag.

Mørketider

baggrundglider

prinsessekrølle


Stod alene på balkonen

svøbt i sorg for far og kongen.

Længeleve

evigdød

Gudhjælp kærligfolk


Trods generthed af de slemme

blev du landets indre stemme.

Eftertanke

modigtranke

Helt uden ordsvøb


Cher Henri, danskfransk concorde.

Livslangt nær, nu alt for borte.

Tåretrykken

hvor er lykken

Sjæl aleneladt


Slægters gang og næste slægtsled

Ydmygheden gav du ham med.

Arvefølge

Byrdebølge

Den tids glædesorg


Danmarks fine kloge kone

Svæver riget som en drone.

Evigtminde

os på sinde:

Milde kvinders magt

——————————————

Illustration:

MILDMAGT

Margrethe II af Danmark

Regentjubilæum 1972-2022

iPad / Procreate

KUNSTTRÆT ... SPØRGSMÅLSTEGN


Kan man blive mere træt - jeg tror det ikke - end af kunst, der kun får liv ved at blive pitchet og pakket ind og præsenteret som et produkt, der ikke har en pind at gøre med det, det påstår at være; kunst, men bare er en skamkultiveret afart … ja, det afartede, det diskunstnede, værker, der virker, men skygger skæbnesvangert for dem, der usubsidierede og undseelige hudløst barfodede skridt for skrigende skridt forfølger det bevidst ubevidste, den utænkte tanke, den endnu usete vision, det uudgrundforskede følelsesfjeld, det basalt bevægende, ligningen for en latter, det surreelt skræmmende, det virkeligt virile, alt det lyssky mørkeræde, der kunne blive til og ofte er noget særligt; et next step mod det, vi ikke ved, og ikke en kølig købmandskalkyle, der skal pitches, pakkes ind og præsenteres som det forpulede produkt, jeg er så pissetræt af? Ja, jeg spør’ bare…!

——————————

KUNSTTRÆT

iPad / Procreate

DEN VI ER


Vi er den, vi skriver og siger,

men andre, når pennene tier.

KEITH JARRET


Fast forward baglæns.

16 takters rewind back in the days.

Manisk mejslet memento;

swing, cool, free, fusion, avantgarde, bebop ...

Undsluppet under en grænseustyrlig streetparade i Budapest.

Kontakt ikke vedkommende selv, men ring til ...

De kommer efter dig med høtyve og fakler, Keith.

Du har lydkrænket dem, de harmonisk harmfulde, Keith.

Jeg læner mig tilbage i din sømstol, Keith.

Lyttede du ikke til Sven Klang, Keith?

Danskarna, dom spelar dixie, Keith!

PORTRÆT


souvenirskitse mindemalet

fra de lyseste afkroge;

dig ved min havlåge

med ryggen vendt mod

saltdiset havtornsol


silhuetsløret

dybbrun

livslækker


sandfodet slentrende

mellem marehalm og milevidt

tankesvævende

blændsmilende

tusmørkegylden

skumringsstille


brændingsblonde hårsnipper

knipser gløder i min nat

springer ild, bølger bål

i forelskelsens fralandstakt


dønningens

dybe

duven


STORMHESTE


Kom, lad os være heste

og stå med ryggen til.

Slukmankede og øreviftende

med hingstehaleløft

og hoppehavreprut

stik vest vendt

mod angststormene,

som blev blæst op.


Kom, lad os gnuske sandgræs

og mimre muler, gnide ganasche og gumle bid.

Flehme ad de falske alarmprofeter,

sparke op i galop

og lunte parvis ind i natten

med månelysgnitrende maner

og kærligt prustende ørenip.


Kom, lad os være heste

og vrinske venligt ad virkeligheden;

den, du jo kender så godt …

på travet.


————————————————

Illustration

KOM, LAD OS VÆRE HESTE

iPad / Procreate /


NU


Vi leder efter nuet,

som vi bør leve i,

når vi er gennemkuet

af stress og stræberi.

Jeg leder efter livet

og ser til al min gru,

det liv, som vi blev givet,

er kort som blot et nu.

PASSED


In every legend passed

our youth replays at last.

We live to tell the tale

in brighter shades of pale.

-

GARY BROOKER / 1945-2022

iPad / Procreate / mixed media

BLOD PÅ SNE


Jeg holder med mennesker.

Ikke med nationer.

Jeg holder af dig.

Ikke af patroner.

Jeg holder om dem,

der drypper blod på sne.

Illustration

BLOD PÅ SNE

Blood On Snow

iPad / Procreate

ÆRE


Det lød som glas,

da vi tabte vores barndoms lære.

Nu lyder det som kirke,

mens de ærer det æresløse.


Guldkalven

stamper støv

på sin piedestal.

Ishjerterne

brænder ord.


Jeg smadrer

mine stentavler.

Bryder

med landet

bag mig.


Barfodet

genbestiger jeg

bjergtoppens

bortvendte blik.


Tumler ned ad

tornekantede stier

mod De Dagsordenløses Dal.


Takker med trætte tårer

mossets milde chil

og rådyrets venneblik.


Lader fredens figentræ

kaste sin middagsmosaik

over mig

og være mig nådig.


Dér vil jeg agte og ære ...


i evighed ...


Vil du med?

FORTIDEN ER ALDRIG FORBI


For tiden ser jeg mig ofte for.

Over skulderen

eller i det mindste til siden.

Skæver skævt skråt.

Man skulle nødigt træde ud

foran tiden, der kommer.


Kan man lave en relativ Einstein?

Hvis jeg bevæger mig langsomt,

går tiden så hurtigere?

Hvis jeg sætter mig ned,

går det så hurtigt over?


For tiden ser vi frem

til tiden efter,

mens vi venter ved overgangen

med vindtårer i slipsuset

fra den endeløse togstamme af tid,

der flimrer forbi foran.


Os, der har optjent

og aftjent,

træder tilbage

tavse med det, vi ved;

vi KOMMER ikke over,

vi SLIPPER ikke igennem

til tiden siden.


Fortiden er ALDRIG forbi.

-

SOUNDTRACK

"For tiden"

© brian jensen felde


BØN FOR MANGFOLDIGHEDEN


Vennen vor, du som er på Jorden. Helliget være din vagtsomhed. Se dig for og ikke mindst tilbage, for derfra skal de komme, de fløjlsfingrede fascister fra cancelkulturen. Forsag deres gerninger, disse testosterontømte tissetrolde og krænkelsesafhængige knudekællinger. Bevæbnet med de historieløses jammerhvinende tastaturer og velvilligt velsignende kameralinser giver de os det daglige brødreblod og karaktersnigmord.


Endnu et lynlynchoffer.

Pint under uretfærdigheden.

Korsfæstet, død og bedraget.

Og på tredjedagen hverken opstanden eller siddende i Himlen ved den almægtiges højre hånd, men nedfaren til Helvede …


I hænder koldklamme af livsangst og realitetsforskrækkelse rasler cancelisterne med nøglebundtet til udskamningens kz-lejre, hvor de vil kremere enhver entartet, dømme levende til evig død og i det første morgenlys med dugspændte spader under pigtrådsskygge og hundeglam massebegrave menneskets mangfoldighed.


De forlader ingens fortids skyld, men kalder os alle skyldnere.


Fri os fra disses onde.

Thi alles er Riget,

agtelsen og æren

og det virkelige liv.


Amen.

——————————————————————-

TEGNING

DON’T CHANGE YOUR HAIR FOR ME

- Facebook (cover) version

iPad / Procreate

KUNSTKNUST


Kunst er ikke din og min

føl-os-fin-hypnose.

Kunst er ikke medicin,

men samfundsdiagnose.


Kunst er hjerte, liv og mod;

sandhedens fortæller.

Kunst er smerte, kiv og blod …

Dø, om så det gælder.

FREMTIDSMUSIK


(En endnu usunget og uakkorderet og nulmelodisk, corny country- og westernsang fra ham til hende, den til det, hen til høn - eller omvendt)


Intro - lab steelguitar


Jeg ved, at Vesterhavet er en monstersvømmetur,

men Honey, jeg vil’ gør’ det for dig.

At kravle op ad Annapurna vil’ vær’ ren tortur,

men Honey, jeg vil’ kravle for dig.


Omkvæd:

Hvis du var på en anden kyst og sad på bjerget top,

gik jeg igennem ild og vand og kravled’ på knæene op.


(Baggrundskor:)

Han/høn/den/det gik igennem ild og vand

og kravled’ på knæene op.


Jeg ved, at astronautens tur til månen kræver mod,

men Honey, jeg vil’ gør’ det for dig.

Jeg ved at krigens helte ofrer hver en dråbe blod,

men Honey, jeg vil’ bløde for dig.


Omkvæd:

Hvis du var på en anden kyst og sad på bjerget top,

gik jeg igennem ild og vand og kravled’ på knæene op.


(Baggrundskor:)

Han/høn/den/det gik igennem ild og vand

og kravled’ på knæene op.


Solo - lab steelguitar


Jeg ved, at livet er en farlig, snoet ujævn sti,

men Honey, jeg vil jævne for dig.

For kærlighedens fanger er den ingen amnesti,

men Honey, jeg vil fanges af dig.


Omkvæd:

Hvis du var på en anden kyst og sad på bjerget top,

gik jeg igennem ild og vand og kravled’ på knæene op.


(Baggrundskor:)

Han/høn/den/det gik igennem ild og vand

og kravled’ på knæene op.


(Melodien moduleres en tone op med mellemspil

- lab steelguitar og gulvbas)


Hvis du var på en anden kyst og sad på bjerget top,

gik jeg igennem ild og vand og kravled’ på knæene op.


(Baggrundskor:)

Han/høn/den/det gik igennem ild og vand …

Han/høn/den/det gik igennem ild og vand …

Han/høn/den/det gik igennem ild og vaaaand …

og kravled’ på knæene ooooooooooop.


Outro - lab steelguitar

BIDBLIK


Du har taget den ud;

den klirrende kæde af ørenringe,

men i dine gravgrønne øjne

kan jeg huske, hvad de stod for.


Vi blænder ned og blender in

og bliver tapetet,

som de nye næste skal tegne på …

eller har omsorgsoverflod

vasket biddet ud af deres blik?

———————————————

BIDBLIK

Bite-Eye

iPad / Procreate

SKUDS EGET LAND


Det er så nemt i vores vatterede villaland at løfte blikket og gyse over skudsalverne i Guds eget gudsforladte land. Når skolebørn er skudt så meget i smadder, at deres forældre må identificere dem alene på deres T-shirt … den med det sjove dyr … og intet sker andet end lytten til ekkoet fra tragedien, der gik forud.


Når et delvist afviklet demokrati viklet ind i en formidabel fuckfest med politisk prostituerede penetreret af dollarsedler i alle kropsåbninger kun har et svar; I pray for their families … og ingen får kvalme og kaster op i Linda Blairs Regan-style.


Når de velnærede og prustende politifolk ikke sjældent kommer senere til en crime scene end tv-stationernes sendevogne … og ingen åbent erkender, at hverken overstaten USA eller delstaterne magter at holde hånden om, over eller under deres fellow americans. Når 323.127.513 mennesker (minus 22) er opvokset i vished om, at de er mutters alene i mørket, er våbenvanvid eneste værn i en paranoid virkelighed, hvor alle dage er fredag den 13., og Jason Vorheese banker på ved midnat.


Der er ingen gud, der blesser America, men frihedsgudindens fakkel kan kaste et lys på os selv og skrive i børns blod, hvad der sker, når egoismens serieløgnere får frit løb og afmonterer fællesskabet under dække af at ville give os frihed.

-------

SCAR-SPANGLED BANNER

iPad Procreate

FORBEHOLD


Jeg vil gerne tage forbehold

for alle de forbehold,

jeg bliver foreholdt

i forhold til mit forholdvis

forbeholdne forholden mig

til det, vi sikkert bliver forholdt.


Tak.

JUKYSNISMIL


J-U siger ju

og spidser mund, som vil bli’ kys’t

N-I siger ni

og trækker smil med lys og lyst.


Nu ordet grøn er uden grund;

alt frøn og død bli’r dækket til,

og saften stiger fra sin blund;

i juni starter årets spil.

KOLD VINYL


Nu er Paradisets tid forbi for Eva.

Konfus hun spørger, hvor hendes Adam blev a’.

Demensopskræmt i velfærdsmaskinens idyl,

hvor tårer tørrer trøstesløst på kold vinyl.


Skandalesagerne viser grund til klage,

mens løftebryderne lover bedre dage.

Har de mon selv følt gamle Evas tavse hyl,

hvor tårer tørrer trøstesløst på kold vinyl?


Vi er travlt optaget af alt vores eget.

Alt solidarisk har vi snart overstreget.

Når tusinder ta’r flugten til skatteasyl,

vil tårer tørre trøstesløst på kold vinyl.


Hvad ville du gøre, hvis det ramte dit barn,

alene, angst og kastet bort som opbrugt skarn?

Jeg tror, det vil ramme dit hjerte som en syl,

for tårer tørrer trøstesløst på kold vinyl.

———————————————

Illustration

EN DAG … DIG

Someday … you

iPad /Procreate

GUD I DINE ØJNE


Nu da troen i sit virke

blev til magten og dens løgne

bygged’ jeg af ånd en kirke

og så Gud i dine øjne.


Gik i korn med milde hænder

stjerneskudt og tidsforsvunden.

Nattelatter, lystne lænder.

Helligånd fra tyssemunden.


Pinsesolen rytmen støder,

trancehud og trommedanser.

Modets vin på kinden gløder.

Sjælen bor i dine sanser.


Lad i nat en ny tro virke

fjernt fra magten og dens løgne;

byg af ånd din egen kirke

og se Gud i mine øjne.

———————————————

Illustration

GUD I DINE ØJNE

Tegnet på iPad / Procreate

MANY YEARS FROM NOW


De si’r og jeg ser,

nu er han mange år.

Det er, hvad der sker,

husker det som i går.


Han sang om den tid …

så many years from now.

Det ta’r bid for bid;

fortidens store hav.

———————————————

I anledning af Sir James Paul McCartneys 80 års fødselsdag den 18. juni 2022


Illustration

PAUL IS ...

Tegnet på iPad / Procreate

FØJE LIG


de ubøjelige

skal bløde

hvor de er blødest


de føjelige

skal føle

vores kærlighed

kun mens de

beføler

vores herlighed


i dag kom …

og i fremtiden er

… fortiden


DOCILE


the inflexible

must break

where already broken


the docile

will feel

our love

only while

caressing

our glory


today came …

and in the future is

… the past

——————————————-

Illustration

FØJE LIG / Docile

iPad / Procreate

MEDMOD


Din verden er gået af led,

allig’vel blir nog’n ved og ved

med at stille på rad og skille os ad;

de er kronisk mod, ikke med.


Nu sætter de landet i brand

med sandheder bygget på … sand.

De erklærer ufred mod mangfoldighed,

sår had mellem byen og land.


For angst er for dem hjerteblod;

den kilde, der blir krigens flod.

Al viden til trods sir de: “Dem imod os”,

skønt fred kræver blot lidt medmod.


En dansker går sjældent i takt.

Udsyn er vor vikingepagt,

og alt, det vi tror, er: Verden er stor.

For Danmark gav åbenhed magt.

UTAK


Hele landet græd gult. Tilskuertallet i Tivoli var tovligt. Alle sang op mod Bjarne i den gule trøje. Vi sendte kys mod den store hvide mund. Uden sejrsskjorten på den mutte mand, ville Touren aldrig have rullet over Amalienborgs paveer, krydset Le Pont De Grand Belt og fulgt trailerdanmarks ølkaravane helt ned til æ grenz. Aldrig. Som i slet aldrig. Får han så bare en lille tak? Uha nej, det sker ikke. Som i slet ikke.


Jeg ved godt, at tidens tudetøser m/k drypper lidt i trusseindlægget og mjæger (et ravjysk udtryk for småtudende beklagelser fra en ynkelig person), at han jo “havde puttet noget i sin morgenmad”.

So what? So fucking what?


Har du glemt alt om morgenmadsmenuerne i 1990’ernes tourfelt? Har du helt fortrængt Festina og dets ernæringsfilosofiske følgere? Og så kan jeg gentage for dig, ja, dig, der åbenbart ikke har fulgt med i cykelskolen, at der ikke kun lå ekstrastærke e-vitaminer bag rytternes præstationer. For bare at nå med op i nærheden af toppen, skulle rytterne også den gang gennem en hel ungdoms sure forsagelser, borderlinepsykopatiske sportschefer, torturerende træningspinsler, tvivlsomme teamlægers livstruende recepter, ilttelte, ensomhed, blodrå rivalisering, asfalteksem, brækkede kraveben samt psykisk og fysiske muskler så stramt snoede som Randersreb. I alt det var Bjarne bedst af de bedste. Basta.


Nu har hele den mentalt underfrankerede gruppetto af realitetsfortrængere og ømskindede rigtighedsforkyndere skrevet en af Danmarks største sportsfolk ud af historien. I et land, hvor det er zååå fint, at de unge doper sig i drømmeland fra torsdag nat til søndag morgen, mens mor og far som fredagsritual ruller om på sofaen lallende af intravenøs rødvinsepo, har man den frækhed at dømme Bjarne Riis ude af de fiiine selskab. Uanstændigt undladt at invitere han til startskuddet for den sportsbegivenhed, han mere end nogen anden er et dansk symbol på. Hvad bilder de sig ind?


Cancelkulturens sure bræk står mig op til drøblen. Ind i de feje hundes fejeblad med jer … og skam jer. Røvhuller!


Hm hm …


Kys til Bjarne herfra.


Skifter.

VINGESLAG PÅ AKKORD


PB: Om mit band kunne komme og spille til en Jonas-fest?

Mig: Mit band er mig solo, og - beklager - det løb er kørt. Feltet er forbi.

PB2: Akkorder til “Vingeslag over Sallingsund”?

Mig: Værsgo:


VINGESLAG OVER SALLINGSUND

Tilegnet Jonas Vingegaard og Co.


Am Em

Der er ingen bjerve i Glyngøre

Dm G C /E7

og her ikke mange champs at se,

Am

men byens søn

Em

får os helt op at køre

Dm

og køle ned igen

G C

på Champs Ellysee.


F G

Så blir der vingeslag

C G Am

over Sallingsund

F

og klinkeslag med en

F G Am /C7

champagnekysset mund.

F G

Så blir der vingeslag

C G Am

over Sallingsund

F

og jordbærsmag

F G C /E7

fra en pariserkyssemund.


Der er ingen sejre uden vilje,

ingen helt er sin egen hær.

Så Jonas sejrer

med sin familie.

Ingen i verden her

står ham mere nær.


De er hans vingeslag

over Sallingsund;

og klinkeslag med en

champagnekysset mund.

De er hans vingeslag

over Sallingsund

og jordbærsmag fra en

pariserkyssemund.


Når lykken lyser, brister ballonen

for livets medvind varer aldrig ved.

Vi falder alle nedenud

af pellotonen.

Så trøster vi dem,

der ligger slået ned.


Vi gir dem vingeslag

over Sallingsund;

med klinkeslag fra en

champagnekysset mund.

Så blir der vingeslag

over Sallingsund

og jordbærsmag fra en

pariserkyssemund.

R3GGA3


Det problematiske ved reggae er tre.

Tallet 3. Ikke 2 og 4, men 3.

Overset af os, der klapper på 2 og 4.

Eller 1 for dem, der ikke har det i sig.

Blødt lagt ind

mellem de insisterende 2 og 4;

mellem ska og rocksteady

det diskrete opløftende 3,

som kun autenciteres af dem,

der ånder dybe sug

af hjemmerullet udsigt

til caraibisk blåhorisont

over reefermarker i blomst


Jah man …


eller har fået kræft af et sår

i en storetå af at spille fodbold

med bare tæer …

og hedder Bob

med et hår, som ikke gror

naturligt under nordsol

og har noget levende

Gudgivent ladenståtil i sig

og den krydrede vind

indflettet som palmesuk

i dredsjunglen.


Jah man …


hvem der vippede med sårfri tæer

på rastasafari

i hvidt vildsand og knipsede

aske af et rygerør

tanketømt bagudlænet

tonemasseret af den store ganjagong

blødt banket på maveskindet

af blide fingre med feel for 3

og de andre beats,

livet består og opstår af.


Jah man …

———————————————

Illustration

R3GGA3

Tegnet på iPad / Procreate

DU ER ...


Du er min januarjanitshar

Du er mit februarfeberar

Du er min martsschmertz

Du er mit aprilsviril

Du en min majjam

Du er min junimoonie

Du er min jul i juli

Du er mit augusthavpust

Du er min septemberremember

Du er min oktobercinnober

Du er min novemberneddæmper

Du er min decemberbekæmper

Du er min

Du er

Du

Er

Mmm

——————————————-

Illustration

DU ER MMM

You Are Mmm

iPad / Procreate

FOR SENT


Vi bed i bløde blade, slikkede natdug af vilde orkideer og blanke bøgestammer. Du knugede mos, og birkemosaik dansede som pinsesole over dit ansigt, mens vi … vi var virkelige … indtil …


Indtil vanemørkets snigkulde rakte en kroget finger frem mod dine strittende nakkehår, og pligtens udødelige jagt på alt leende levende liv tvang dine skridt ned i alle de tomme fodspor, der gik forud, taktfast fremad … march.


Alt, du skulle avle, var status, og alt, du skulle ofre, var din puls; reducere den til kun en rytme … slægtsledsregimets taktfaste ovarieovationer bukket over vugger, inden du burede dig inde i dine ambivalente ambitioner og onanerede ord, der burde skulle kunne bringe dig endnu et trivielt trin opad i den nedadgående spiral.


Nu står du, efter dit knipskorte livs lysglimt, foran fortrydelsens sidste tæppefald.


Nu bukker du for det tomme ocean og træder ud på månens sølvsti.


Nu synker du og ser dine sidste ord stige som en boble … “For sent”.

———————————-

Illustration

FOR SENT

Too Late

iPad / Procreate

DEN DU ER ...


Jeg drømte om, jeg var en smule høj’re

med krøllet hår og lidt for lækker hud.

Med år’ne blev jeg bedre til at tøjre

min drøm om, hvordan jeg kunne se ud.


Nu ser jeg, mange unge og lidt ældre

ændrer sig selv; de sprøjter og de skær’.

Men stop, bryd op fra depressionens kæld’re:

Du er vidunderlig, som den du er.

HALVE PELIKANER


De kommer, før vi aner;

de halve pelikaner,

som særligt her i juli

er træls at være fugl i …

de verfes væk af vinden

og pustes ned fra pinden

og blæses til det fjerne,

langt bort fra redetrær’ne …

En ugle sku’ et ær’ne,

hun fik kun uglet fjær’ne.


En hane, siger skrønen

blev blæst af læggehønen.

Hvem skal nu høns beægge,

så kyllingen kan klække?


En krage kom af dage

i vindstød uden mage.

Det gi’r - vil man nok mere -

mest pip at dø alene.


Så læg jer det på sinde:

Pas på de halve vinde!

I dør, I smukke svaner,

i halve pelikaner.

-------------------------------------

TILEGNET

Jes Dorph-Petersen og andre

blæst ud af kurs af halve vinde

og pelikanerne i hønsegården

PAPIRSPEJL


Dine ord rimer ikke på hjerte;

en smerteblafrende kærte,

krattet psykiatripoesi

understreget af udflåd

fra sindets amputationssår

splatterplettet af nattevågerens øjeblod

på versefod med de kroniske knivstik

evigt lejret der, hvor skalpeller ikke når,

og ingen forståelse forslår.


Nu rækker du os dine ordløse rim,

og vi viger i foreskrevet virusafstand

i runde buer ude af se

og ikketilsinds om,

at dit papir er et spejl.

———————————-

ILLUSTRATION

Papirspejl

Papermirror

iPad / Procreate

MED PÅ KØNSMODEN


Nu skal det være moden,

at være kønsligt moden,

langt før man faktisk er det.


Til døtre og til sønner

går mine aftenbønner:

Gid børnene kan bær’ det.


Slap af, for det kan nemt ske,

at barnet bli’r et men’ske,

hvis voksne la’r det vær’ det.

OVERMANDELSE


Ordkrigsherren skuler ud over sine trampende tropper - bevæbnet til tænderne med frygten for sit eget mindreværd; sin manddom, der er mindre end hans mordvåben; den pindtynde pen. Fra kongebyens balkon heilgejler han sig og sine op i en ustoppelig strøm af eder, forfalskede fakta og oppoleret potens. Før hver angstsavlende salve sværger han - ved alle herredømmets hellige skrifter - evig hadrus mod Lilith, Satans selvrådige sammensvorne, og Eva, den forbandede frister, slangen i paradisæblet; … hende, hun, kvinden …


Med hånden på lovbøgerne - fra Jerusalem, Mekka, Indus, Bodh Gaya og frem for alt den store bog omdigtet i Nikæa år 325 - hidser han sine hirdsmænd mod disse urene; undermennesket, den dårlige halvdel, hvis skamsyede læber skal tie som de andre umælende i mandstemplets stald, usynlig og end ikke hviskende i forsamlingen, en stille ikkeeksistens, tildækket, ydmyget til ydmyghed, nedbøjet til kun at tjene … ham, han, manden …


I tværmedielle megafoner messer han over masserne:

“Jeg er Saulus, fra før jeg forklædte mig som Paulus. Jeg så Jesus dø på korset. Vogtede velvilligt romernes krigskåber, nød hver skrigende nagleslag og var vellystigt vidne til det sidste spydstød. Jeg så ånden forlade ham og fangede den ind til omskrivning til ukendelighed, thi Guds søn var også Guds datter. Jesus og al hans og hendes væsen er død. Gud er død. Jeg er Gud.”


Men en morgen hører han kniven flænse igennem sin kappe. Føler bladet bryde huden under sit manglende ribben. Ser sit angste liv forbløde i taktslaget fra flimrende hjertearytmi. Han vender sig vaklende, vantro og ser hende … kvinden, som skulle agte og ære … stå med bloddryppende hænder og nakken bøjet bagover af den løsslupnes latter i nøgen hexagondans med sine vinduftende søstre.


I den sitrende solopgang synger de hyldest til Lilith, Eva, Mirjam, Maria, Ruth og Noomi, Ester, Elisabeth, Anna, Jezabel, Photine, Martha, Atalja, Abigajil, Hanna, Lea, Debora, Jael, Dalila, Salome, Lydia og Maria Magdalene.


Han ligger med kinden i sit eget størknende blod. Hans sidste udånding er ikke ånd, men en giftigt grøn gus. Og hendes latter er et befriet brøl.


Hans sidste syn er ikke sørgende afskedsefterladte, men en syreætsning i den usavnedes sind. Og hendes latter er et skrig til himlen.


Smertende ordløs flyder han og hans tid tilbage i den intethed, hvorfra han kom. Derefter hvidt lys … og endelig, endelig fred på Jord.


I evighed …

———————————-

Illustration

OVERMANDELSE

iPad / Procreate

METAPYT


Det begynder med den manglende evne til at sige et lille ord: pyt. Eller fire små, men kloge ord: tænk på noget andet. Sagt sådan metakognitivt. Antipytisme er megasmitsomt. Første udbrud? Hjemme hos et dansk forældrepar. Forældrenes fornuftsrest muterer, da familiens unge kommer til at kede sig … lad os sige i fem minutter. De rastløse forældre kan i forvejen ikke - som i slet ikke - håndtere deres egen kedsomhed. Derfor begynder de hændervridende insisterende at bekymre sig for den unges sjælelige tilstand. Unge er monstrøst modtagelige for andres bekymring og smittes derfor let med overfølsomhed.


Nu ryger forældrene i døgndriftalarm. 99 procent af al samtale handler om følelser. Det begynder uskyldigt; “Er du okay, skat!” Snart er hjemmet en trykkoger af udsøgt negative tanker.


Næste niveau: den unge kryber sammen, bliver dynekrammer og vil kun tiktokke og se StrangerThings 1 og 4. Forældrene sidder ved siden af og ligner Michael Corleones ordløse skrig på trappen i den sidste Godfatherfilm.


Nu er alle åndeligt slidt hudløse af overføleri og bundløst grundløs bekymring. Et selvbekræftende ekkoekko og en ugennemskuelig tåge af cirkelsnak.


Undergrundstanker uden grund. Alt står nu stille, undtagen hjernens negativcenter, indtil …


Indtil en af dem åbner vinduet. I det fjerne hører de en soundbox tilsat høj latter. Langsomt begynder alle først at nynne siden synge med:


“Sjælen er en si

Lad intet ondt hvile deri.

Om lidt min dreng, om lidt min pig’

Om lidt går det forbi.”


Ja, så er konsultationen ovre.

Det bliver 1.500 kroner.


MobilePay?

FRITIDSPYROMANER


På kanten af en ørken. En afbrændt ørken. En brændende ørken. En ulmende mark. Puster I til ilden og spænder vinger. Rejser i himlen og jubler “Ikaros, se, vinstokke i flammer”. Mens bønder fra Po til Bordeaux sorgskrøbelige som afglødet trækul ser jer trække dødsbarslende streger mellem uset sjældne skyer. Som sorte silhuetter i en uerklæret krig. Højt hævet og tungt lastet med herrefolkets klyngebombekynisme.


På kanten af katastrofen klædt i ignorance og med strandkufferten fyldt med ligeglæde. Med afgrundens rand bragt en udtørret afgrøde længere mod nord i slipstrømmen fra endnu en af jeres hjernelammende liggestolsferier i den ødelagte udørk, I nu selv har trukket tæt på hjem. Ildstormen, som vil inhalere efterslægtens skrig, er jeres souvenir.


Se jer slås om den sidste skygge under kunstige bøgetræer, mens I bygger mure mod dem, hvis land I stak i brand.

LIVRET


Vi tager det for givet, livet. Vi blev den givet, retten. Vi tager for os. Vi tager rigeligt. Vi tager fra. Vi sidder ved de riges bord. Vi ER de riges bord. Vi deler likes og wellfies. Vi slubrer skabagtige retter; fermenterede grannåle på en bund af snæversyn i egen juice. Vi smiler overbærende ad regningen, der ligner kvitteringen for hungersnødhjælpen til en halv landsby et helt år. Pr. kuvert.


Vi sofasmider os udmattede af at tygge og synke. Vi trykker vores egne afladsbreve. Send sms til 1290, skriv sultedød … Alt forladt. Vi sover trygt. Vi vågner med appetit på mere - alt andet end at dele. Det er vores ret; mere - vores livret.

HIMLENES MODER


Luften tung som vådvarmet lunuld.

Vi gør klar til blåbarmet lynild.

Åbner snart for svimlende floder

sendt fra sky’rne; Himlenes Moder,

skybrudbyger … livsstråler rammer

barns kind stryger hun; E-skålamme.

——————————————————-

ILLUSTRATION

HIMLENES MODER

Mother of Heavens

iPad / Procreate

ORD MAN SLÅR SIG PÅ


Før var vi stille sødme

og fyldt med nær og vær

så glade og så glødne

af ægte hjerteskær.


Nu vrisser til hinanden

vi fagre blomster små

så fyldt med fuck og Fanden;

de ord, man slår sig på.


Vi glemte hen ad vejen,

at vi kan bygge bro

og stoppe SoMe-legen,

som ku’ ha’ været go’.

NU FALMER


Nu falmer landet uden skov

og dalen uden fugle

og uden storken bag bondens plov

forladt af den sidste ugle.


Hvor landskabet bølgede som guld

af liv fra øverste hylde,

der ser vi nu den forvredne muld

gjort gold af kemi og gylle.


Og Han som lod vokse på vor Jord

et livets lys alle steder,

Han ser ned på os helt uden ord

og vender sig væk og græder.

TIDER SOM DISSE


I vores tid selvskader kvinder deres fødder med stiletter for at hæve numsen i reglementeret højde over gadeplan. “Ser mine ben korte ud i de bukser, skat?” I vores tid skærer kvinder ansigtshår og tatobryner sig om til Groucho Marx version 2.0. I vores tid er de tykke Triners nerver så tyndslidte, at de trøstespiser i trist tavshed.


I vores tid løber muselmænd dunsten af deres dødsangst ud over hele kvarterer og føler sig fedflove over en halv centimeter dellepude. I vores tid er mænds blodtryk så højt, at de er nødt til at råbe bag rattet for at få ro. I vores tid er mænd så krænkede over deres egen maskulinitet, at de er begyndt at hviske, knirke eller sætte deres stemme en kvart oktav op.


I vores tid ruller jeg reefer til en dobbelt doobie og sætter mig under æbletræet og skruer så højt op for Foo Fighters’ “Times Like These”, at naboen stivner bag mosfjerneren og fumler med mobilen og trykker 112 - igen - mens jeg sender røgringe i takt til…


It's times like these you learn to live again

It's times like these you give and give again

It's times like these you learn to love again

It's times like these time and time again


Hvordan er din tid, ven?

EFTERÅR


Hvide klæder sys

i dit visne lys

balsambader

vi din krop.


Endt er vestenvind

mod din vendte kind

i østen stiger

kulden op.

EN TID FORBI


Trisser på sin sti

og fodaftrykker

morssignaler i molér

over stok og sted

livsbobler af landboskab

griflet med glemmebogsord

i en tid,

som altid er forbi.

——————————

KNUD SØRENSEN

1928 - 2022

——————————

Jeg mødte aldrig Knud Sørensen, kun hans ord, men jeg arbejdede sammen med hans søn, Jesper, i et kvart århundrede. Så jeg ved, Knud Sørensen må have været et ualmindeligt fint menneske.

——————————

Illustration:

Knud Sørensen - bobler af molér

Tegnet på iPad

——————————

Fotoinspiration:

Jens Bach

MENINGSLØS


I nat slettede jeg mig, makulerede mine meninger, deleted fra debatternes makabre dødedans, hvor de, der kun synes om dem, der synes, som de selv synes, styrer Scheißestorme og syretsunamier, men ikke deres egen vrede selv mod den, der bare vil valse venligt og vende verdens virak og udvinde viden af modsætningernes mangfoldighed.


I morges græd jeg mig vågen af glæde over udsigten til en latterlys og meningsløs dag.

MISS DIZZY - DEN SMILENDE KAT


Vi får med mellemrum besøg af en kat. Den har fine hvide poter og spinder så spinkelt, at det må være en hun. Nej, hvor er den sød med en pels så blød. Siger vi, mens den hopper rundt i et træ på så crazy en måde, at vi har døbt den Miss Dizzy. Men her forleden så vi på Facebook-siden for vildfarne tamkatte og og coronakillinger, der er blevet så store, at de ikke er sjove længere, en kat, der til forveksling ligner Miss Dizzy.


Vi klikkede efterlysningsbilledet frem og zoomede ind med tommel og pege. Hm, jow. Ingen tvivl, det er Miss Dizzy, men de kalder hende Günther. Som er kastreret og tatoveret.


Jeg begyndte straks at nynne “på Costøøø dæl Sål, hvor Solen den dansssår…” … du ved, den med C.V., da Miss Dizzy vendte sine irgrønne øjne mod mig og sagde med kælderstemme:

“Fuck dig, hvis du kalder mig Otto!”


Indrømmet, jeg tumlede halvandet skridt bagud og sagde vist noget i retning af “Nej, selvfølgelig”, mens Miss Dizzy knasede videre i kattekuglerne … dem med tun.


Siden har Miss Dizzy og mig haft et ganske særligt og nært forhold. Når hun … han … beærer os med et visit, løfter hun-han altid det ene øjenbryn og ser på mig, inden hun for en ordens skyld og for ikke at vække opsigt glider kælent rundt om mine ben. Tit forglemmer jeg mig selv og siger højt igen “nej, selvfølgelig”. Forleden så jeg i spejlbilledet fra stuevinduet mig selv bukke ærbødigt som en japaner, mens Miss Dizzy svansede fnuglet hen over mine fødder.


Søndag skete der noget særligt. Under en af mine syv sædvanlige sukkepauser under plæneklipningen strøg Miss Dizzy op i mit skød. Hun-han stillede sig på bagpoter for at møde den hånd, der skulle ae ryggen. Jeg aede, og mærkede en lille, hård kugle. Med et lille knald ramte kuglen fliserne. Miss Dizzy hoppede ned og snusede, jeg pillede kuglen op.


“Hagl,” sagde jeg, og Miss Dizzy nikkede.

“Luftpistol … eller,” fortsatte jeg, mens Miss Dizzy gned sin hage med højre forpote og sagde:

“Hvad kan du lede ud af det? Deduktion, Watson.”

“Nogen skyder efter katte med luftgevær eller pistol,” sagde jeg næsten uhørligt.

“Elementær, kære Watson,” småråbte Miss Dizzy som en let manisk udgave af Jeremy Brett i Sherlock Holmes-afsnittet “The Golden Pince-Nez".

“No shit, Sherlock,” var jeg lige ved at svare, men de irgrønne øjne stoppede mig.


Efter sit rituelle rullefald, med indlagt spinderi, der lyder som et … spinderi … rakte Miss Dizzy sin bløde pote frem, og jeg tog den. Vi nikkede til hinanden. Alvorligt. Som jævnbyrdige. Sammensvorne.

“Du kan stole på mig,” sagde jeg med fast stemme.


Miss Dizzy bukkede - er jeg sikker på - og svansede ind med halen løftet som et langstrakt spørgsmålstegn. Til lyden af kugleknas greb jeg bilnøglen og gik få minutter senere ind under butiksskiltet “Jagt & Fisk”.


Nu går jeg hver aften rundt i kvarteret med ører så store som en antirussisk radar med hånden på min nye og skarpladte luftpistol. Hvis jeg hører et lille smæld efterfulgt af et forskrækket kattejamrende hvæs, er planen klar. Hævnen bliver min … og Miss Dizzys!


I morges slentrede Miss Dizzy ud mellem de dryppende hortensiaerne efter sin nattevandring.

“Hørte du ham hyle,” spurgte jeg med et smil og klappede luftpistolen, der lå på havebænken.


Miss Dizzy sagde intet, men så på mig med uvanligt venlige og irgrønne øjne.


Nu ved jeg, at katte kan smile.

IKKE NOGEN


Der kommer ikke nogen og tager skraldet.

Der kommer ikke nogen og tager ansvaret.

Der kommer ikke nogen og tager affære.

Der kommer ikke nogen politiker med ubekvemme beskeder.

Der kommer ikke nogen og siger sandheden.

Der kommer ikke nogen og siger stop.

Der kommer ikke nogen løsning i tide.

Der kommer ikke nogen regn, der slukker brandene.

Der kommer ikke nogen sne, der køler polerne.

Der kommer ikke nogen tørke, der dæmper oceanerne.

Der kommer ikke nogen grænsehegn mod migrantmillionerne

Der kommer ikke nogen indsigt, før vi mærker på egen krop.

Der kommer ikke nogen oprørere uden blod i gaderne.

Der kommer ikke nogen forståelse fra fremtiden.

Der kommer ikke nogen tilgivelse.

Der kommer ikke nogen - andre end dig.

ARKITEKtorTUR


Byens babelsspir kaster slagskygger, der drejer om sig selv som visere på en urskive af påstået progressivitet, men er en misére, der i en nær fremtid vil blive fordømt for - på sit felt - at være lige så amoralsk som Mad Men-tidens Lolita-lokkere og magtmonstrøse morgenbollere. I kvalmende konspiration med cool cash har byernes råd rejst politiske potensforlængere; penthousepaladser hvorfra de få med en faktisk udsigt fra kajkantkolosserne kan se den oprindelige by smuldre under sig.


Intet sted i urbyen er for svagt til en kvik lille kvarterskrænkelse. Selv den mest rendyrkede tidslomme af en bydel kan ikke vide sig sikker for at blive fravristet sit særpræg med æstetikætsende synsforsyrelser. Ved den mindste vaklen i husrækkerne rykker voldtægtsvillig kapital ind og med det byblinde bystyres velsignelse stikker karréernes historik op i rekylrøret og rejser rædsler i råbeton, glasglimmer, rustent jern og det totale fravær af arkitektonisk ordentlighed og harmoni.


Vi ser den ny byprofil rejse sig som en blokerende bjergkæde mellem by og hav. En ø i byen. En stat i staten. En allemandsudsigt stjålet af en gylden ghetto, hvor kun de mest velbjærgede bestiger deres ret til at leve hævet over hoben og fra de lyserøde skyer nu også i bogstaveligste forstand kan se ned på de gemene … med mindre udsigten på de lavere lavstatusetager er en formstøbt fjeldside med så kort afstand til vinduerne overfor, at alle ved, hvad genboen putter i kaffen og i kråsen.


Her - i krydsfeltet mellem vertikale villaer, fantasiløse firmadomiciler, lodrette løgne om bæredygtighed og p-pladser, der handles til absurde millionbeløb - er der finansielt adgang forbudt for de folk, som byggede bygningerne. Deres adgangsret er begrænset til en søndagsis på den soundboxspolerede havnestrand.


Næh, men se, hvor street…! Madboder, nice.


Dér, i alienarkitekturens skyskraberskygge, kan gæstesegmentet slubre en latte i den konstruerede caféklondyke, som vil blive ryddet, raget ned og forvist, i det sekund tilløbet til virkeligt liv i folkehøjde bliver en torn i øjet på de udvalgte med balkonudsigt.


Dér, i de bjergsommes bjergmassiv, dér, i de wild west forblæste vindtunneller, dér, i blærerøvsbyggeriernes manglende sans for den overordnede sammenhæng, kommer de til at længes mod bymæssig menneskebebyggelse med ismejeri i kælderen, købmand på hjørnet, frisør under fru Frederiksen på første, bagerkø om søndagen, biograf til en buldermørk novembersøndag, beverding og borgerhus i baggården, lyden af underboernes uenigheder og kærtegn, skolen, der ringer om kap med cykelklokkerne i sidegaden, legebørnenes glade gårdlatter og torvepladsen med den store kastanje, hvor de udlevede indfødte følger livets sidste etape fra bænken og sukker “den ungdom, den ungdom …”.


Dette forstandige fundament for det holistiske og humane bylivs oprindelse er skrevet ud af forestillingen. Eller rettere, de valgte og de sølvbeslåede selvbestaltede har ikke fantasi til at forestille sig, at der er mennesker med i forestillingen.


Så… nu piloterer de igen inde på nabogrunden.

Hvad siger du? Hallo?

Flytter i? Hvad … ud af byen?

Kan du ikke tale lidt højere?

Siger du fred og ro? Jeg kan ikke høre, hvad …

Hallo, er du der?


Hallo…!?

EMPIRE


It doesn’t matter

if you are queen or king

if you inspire and sing

and let love shine through

an empire dies with you.

——————————————-

ILLUSTRATION

Elizabeth II 1926-2022

EMPIRE


Så står du der med parcelsommerhushaven klinet ind i klitten. Med naturen nedlagt under herregårdssten og død plæneørk. Der vil du koble af midt i alt det, du er afkoblet fra. Bioblind blottet for blik for andet end birkens bark i pejsestakken. Du ser ikke bøg, eg eller ask, fyr, ene eller taks, men skygger, der skal væltes for at give dig lys i dit lille stykke udflyttede by, hvor lyden af kroniske kædesave og kantklippere kvæler fuglekald og ethvert optræk til ro og fred.


Du er bioblind, for du har aldrig lært det, har aldrig for alvor været der, aldrig haft fingre i ormemuld og vriklende agn på krog eller lyttet til daggryet efter åbenhimmelnatten og rævens snusen lige uden for bållyscirklen.


Du er bioblind, for den eneste biologi, du kender, er Tinder og plastikgris i køledisk og grønt uden mindelser om grobund, øm forårsryg, sommersvirrende kålormemødre og jordrevnede høstfingre.


Din bioviden er en altankasse, og dine børns bliver et karsebrev i vat.


Naturen er ikke død; den er død i dig.

———————————————

Illustration

BIOBLIND

Tegnet på iPad / Procreate

VINTERLYS


Når mørket breder sig om fødderne på november, når advent ruller sine søndagskranse ind i decemberstuerne, når frostsne får det til at knitre op gennem skorstenene og frihedssoldaterne fimbulfryser i deres skyttehuller i øst, når den tid kommer, vil jeg tænde lys. Jeg vil lade lysets engle danse en ufornuftig, usparsomlig og ustoppelig kædedans i min have.


Meget mindre end før, men større i sin afsky for de kælderklamme kræfter, der har rullet sorg og sortsyn ud over vores liv. Strålende som protest mod de privatbegærlige kraftselskaber, der får lov til at tjene tykt på, at livet er tvunget ud på tynd, sort is for tusinder lige omkring os. Et tankeglimt af respekt for de millioner, som over hele verden ikke aner deres livs levende råd.


Jeg nægter at gå i sort, selvom alt er skruet ned. Jeg nægter at lytte til det offentliges spareråd, for jeg kendte dem allerede i forvejen. Jeg gider ikke høre på politikernes klatvaskede klimapolitik, for den kom alt for sent og for sølle.


Så selvom “Slunken” er navnet på min prangerpung, har jeg købt en solcelle. Den skal holde dagslyset i live ind i natten. Som håbets stjerne i en overskyet tid skal det blinke under min afbladede sørgebirk, til vi kan synge “i al sin magt nu stråler Solen” - igen.


I gløden fra el-elverpigers bæredygtighedsdans vil jeg i krigsmørket bede de kristnes bøn til Gud og håbe, at hun sammen med mig vil lægge beslutsomhedens tryk på linjen om at “fri os fra det onde” og lade det onde dø i et Mordormørkt Moskva.


Lad der blive lys!

———————————————

Illustration

VINTERLYS

Winter Light

DUMMERE MED TIDEN


Vi, der var de kloge i går,

er de dumme i dag,

men dette rejser mit hovedhår

og slår mig med rædselsslag:

Dem, der var de dumme i går,

er de kloge i dag.

KÆRESTE MIN


kæreste min

nu er vi her

nået frem

til lige der

hvor intet andet er

end dig og mig

kæreste min


kæreste min

begyndelsen

var endeløse

lange kys

og drømmelys

der bader os nu

kæreste min


kæreste min

vi trådte ind

i det rum

hver med sit

hvor tid og to

er blevet én

kæreste min

——————————

Til rette kærestefolk

&

til Lisbeth

SØD FRONT


Jeg er lodret ligeglad med,

om du er blå, om du er rød,

for jeg ved, at inde bagved

er du rar og god og sød.


Jeg er tit lodret uenig

med de blå og med de røde

så mit valg er uden ben i;

jeg slår krydset ved de søde.

———————————————

Venlig hilsen

Folkebevægelsen for venlig valgkamp

BANGEMÆND


Der er så mange mænd,

der er så bange mænd,

at de kun tør hade kvinder.

De stritter langemænd,

men tit det sker såmænd,

hadet kommer fra veninder.

——————————————-

Illustration

BANGEMÆND

iPad / Procreate

BERLINRUIN


Nu fejrer vi atter demoktatiets festjagt

på Krumme Nase, krauses Haar

und ein verschlagener Charakter.

Sigtekrydset er zoomet ind på de afartede;

dem med klæde og uklædelige vaner,

dem med fez og fis i kasketten

eller kalot og what not.


Næste bytte bliver hinduerne og hunduerne, asetroerne og eskimoerne, filurerne og frimurerne, ogginokkerne og sokkegokkerne, lemmedaskerne og tungeslaskerne, vinduekiggerne og vindruedrikkerne, fjantefniserne og plantespiserne, klogeågerne og kebabkogerne, bybohémerne og kunst je t’aimerne, svanens ællinger og Fandens kællinger, utyskerne og uldjyskerne, ølvommene og sølvgommene … dig.


For vi skal ledes, afledes, distraheres

befrygtes og stuves sammen

i strækmarch mod urnerne

og kvittere med rystende kreutz,

at vi er af det rene blut,

som vil befales og følge og føres

frem mod næste totalitet

mentalt mejet ned

som mænd på dødsangstens tiggerknæ

og kvinder med sultspredte ben

for befriersoldatens chokoladestang

på civilisationens losseplads

omfavnet af ørnens skygge

i undergangens Berlinruin.

DREAMINGTJENESTE


Vi er udadrejsende

i indre uro

på jagt efter horisonter,

der fjerner sig

for hvert skridt


Vi er vores egen

dreamingtjeneste

med afsnit 1

på ustoppelig repeat


Sukkene

bliver ekkodale

markeret med nålestik

på stadigt mere

verdensfjerne atlas

—————————————-

Illustration:

DREAMINGTJENESTE

Tegnet på iPad / Procreate

MANDBRAND


Verdens bestemmestemme er dyb,

men bag den potenspolerede pikparade

gemmer sig kronisk hængeynk

og den knirkende lyd af indtørrede testikler.

Med moders mælk

og hendes husbonds hårde hånd

og Bibelen og dens brødres betoning af,

at det er faderen, der er den almægtige,

er menneskesynet manipuleret

til noget minimeret mandigt.

Her fra skal komme dommen

over levende og døde;

det stenede og det bløde.


Midt i denne machosystemiske angst

for den lille, men afgrundsdybe forskel,

slimer status quo-skribenter med penispennen

sursprøjtende af fermenteret forhud

på en bund af bristende bodegabylder,

men højt over basserne svæver ikke sjældent

stemmen fra en kuet kvinde,

der har lært at gøre, som far siger

og altid har sagt, hun skal være;

sød, skød og stille staffage.

For Herren … Herren er hendes hyrde,

og en mand er sin hustrus hoved.

Citat slut.


Nu påkalder vi dig,

dragedronning og din hjulknusende ild.

Lad Drogons nedsmeltende ånde

hvidgløde kongerækkernes tronstole.

Askelæg fortidens forræderi mod en fremtid,

hvor den ligeværdige kærligheds fornyende fællesskab

har forrang for det tillært hadske

og undertrykkende, nedtrædende tanketrivielle.


Vi råber med dig, dødsstødte Daenerys Targaryen:

Dracarys…!

————————————————————

Tilegnet Pernille Skipper

og alle andre kvalificerede kvinder

————————————————————

Illustration

MÆND ER FULDE AF PIS - GAMLE MÆND ER FULDE AF SIG SELV … OG GAMMEL PIS

Tegnet på iPad / Procreate

DEN BESKIDTE LUF


Kan man tro på den,

der vælger kærligheden sidst?

Erle perle pif paf puf …

væk med den beskidte luf.


Kan vi tro på den,

der drugraper vores sjæl

med drømmen om egenlykke,

mens verden skriger på mange nok

til at løfte i flok?


Skal vi tro på den,

der altid er bedre end …

end hvad som helst …

end hvem som helst …

og som helst ville være ene

om at enes om

at smække porten

med freihedssloganet

bag de ueniges ryg?


Erle perle pif paf puf …

væk med den beskidte luf.

———————————————

Illustration

BLÅBLOK

iPad / Procreate

UDSYNSINDSNÆVRING


Bugtbyen har travlt. Den vil udvide og udlevere sig selv til udefrakommendes indtjening. Der skal klippes snore og sættes på verdenskortet. Indvielser, der æder udsigten. Indhegnede udbygninger, der inddæmmer og udmanøvrerer livet omkring. Planer udformet til at gøre indtryk … og udlede intenst. En udbasunering af de udvalgte valgtes indsnævrede udsyn og indsigt i situationens udtalte alvor. Indskrænket horisont udstillet.


Kære Peter AG, den mole vil du ikke gide sidde på, nu, da du er gammel. Lyset når ikke længere ind til land fra den anden side af ensomheden. Den uendelige bro er brudt ned.


Bugtbyen har omringet sig selv.

FORTVIVL


intet rimer på tvivl

tvivlen er

hverken ret

eller rimelig

men en nattenager

koldsveder

ævreopgiver

livsudslukker

afgrundsafmægtig

sorthulssugende

handlingshandikappende

pikfaldsimpotenspillefisseføntørrer


tvivlen kommer ikke

de selvanklagede til gode


tvivlen er

Jordens faldkant

for søgende sjælskartografer

vasket op på

kridtknoglernes strandingsstrand


tvivlernes trøst

er ringe, men reel;

vi er ikke alene

fortvivl ikke

!

—————————————————————

Illustration:

Every Building Has Its Ruin - Every Ruin Has Its Hope

Tegnet på iPad / Procreate

VEN I DØDEN


Døden er en fjende,

men føles tit som den,

når liv får langstrakt ende,

der kommer som en ven.


Dødens store stille

er evighedens favn

- det barske med det milde:

med livet følger savn.

——————————————

Til Eva

1932-2022

DØDBOLD


1)

Jeg savner verset om de savnede;

om dem, som ingen ved, hvor havnede.

Propagandasporten er atter sikkert landet,

hvor menneskers ret er et korn i ørkensandet.

Omkvæd:

Vi synger slagsange om VM,

Vi hvidrøde, nationalt overlæssed’,

så er det sværere at se dem,

de ligdøde, horisontalt under græsset.


2)

Jeg savner sangen om os, de rene,

som næste år bruner vores bene

med drinks ved poolens kant; vi sande demokranter,

som vartes op, ikke sandt, af fattige migranter.


Vi synger slagsange om VM,

Vi hvidrøde, nationalt overlæssed’,

så er det sværere at se dem,

de ligdøde, horisontalt under græsset.

——————————————————————-

Illustration

DØDBOLD

Tegnet på iPad / Procreate

I SORT TIL HALSEN


En nyhelligdag … en uge

hvert år går fornuften i sort;

nu skal vi overforbruge,

selvom vi står til halsen i lort.

———————————————

BONUSINFO OM BLACK FRIDAY

90 pct. af belastningen af miljøet stammer fra vores forbrug.

Glædelig fladskærmsfredag.