|
Urolige liv
Urolige siv, som spirred' af liv,
du dirred' af lyst til livets fordriv.
Kom find dig lidt fred,
mens solen går ned.
Glem mørkets og livets besværlighed.
For hvem kan være klog
på livets store bog,
når smerten gemmer Gud,
og dit liv løber ud?
Urolige liv, der svajer som siv.
Giv tid til at søge livets motiv.
Kom, sæt dig blot ned,
og lån mig lidt fred,
og stryg om mit sind med din kærlighed.
Du glemte en gang din livsglade sang.
For smerten var ond, som natten er lang.
Mens håbet svandt hen,
blev mørket din ven.
Nu kræver vi lyset og håbet igen.
For hvem kan blive klog
på livets store bog,
når smerten gemmer Gud,
og dit liv løber ud?
Vi husker din sang - din korslagte gang.
Dog livet var smukt og vårdagen lang.
For mørket svandt hen,
og døden blev ven.
Nu søger vi sangen og håbet igen.
Urolige liv, der svajer som siv.
Giv tid til at søge dødens motiv.
Kom læg dig blot ned,
og lån dig lidt fred,
og bliv i mit sind med din kærlighed.
Først kan man blive klog
på livets store bog,
når døden viser Gud,
og et liv løber ud!
|
|