*****

MED ANDRE ORD

(siden er under opbygning,

men du må gerne kigge mig over skulderen)

An Apple A Day Keeps The PC Away

STØV PÅ VAND

 

Drømmer to blade i min å
flyder tørt ovenpå
vipper i vildt vand
i hvirvlernes vold
mod skumstyrt fra unødvendige højder,
men mest glider blad ved blad
på et blikstille håndspejl
som for et pust
fra en kysserund barnemund
piroutterer parvis på danseis
og ligner dig ved min hånd
med delt erindring om fjerne spirer i forfjors jord
fra kiiim til spinkel stilk
til tårnranke klappestammer
og den sidste stængels sprøde snip
før bladets fald på vuggende vind
mens vi driver med og mod
en sidste vindtæt havnevig
viklede om tid og respekt
aer vi ribber og revner
i oktobertørret solkrøllet løvhud
og ser vores livslatter
drive sindigt bort
i åens næste slyngning
som støv på vand.

JUNINAT

 

Nu kaster hylden sin midnatsskygge.
Skønt nat er kat ikke længre grå.
Nu perler duggen som græssets smykke.
Den skære natlyse juniblå.


En dronningbusk dufter pink i haven,
mens rosen stemmer sin tone i.
Et sensuelt beat lidt syd for maven.
En blød tusmørk junisymfoni.


Nu dypper Månen en tå i havet,
mens drømme stiger fra strandens bål.
I dine øjne fandt jeg begravet
en evig ild og min lykkes mål.


De rejser bort, når de skal fortrænge
og jagter nok en umulig skat.
Jeg nynner sangen om vang og vænge
og svigter aldrig min juninat.

SØLVVAND

 

Du er dråben,
der får mit begær
til at flyde over
af numsenap
og kindklap
og babsedut
og pubespjat
og sansesug
og sender mig
på hjertespring
og sjælegang
over åhen og aen
efter sølvvand,
som smeder sammen
og holder af
og holder om
og holder ud
til den sødre ende.


Til Lisbeth
1972 til 1994 til 2019 til ...

SOLMODEN

 

Sommer summet af
faldt roen i dit blik.
Tidens tunge told -
du er kun den, vi ser.
Lyset sprøde lag
dit livløbs mosaik.
Høstens modne mol
i dine rynker ler.

MEDINKARNATION

 

Jeg vil bære dine skygger,
smyge smerten af din lænd.
Lette pres, når livet trykker.
Fløjte himlen lys igen.

Lægger mig i dine øjne,
når det kommer til den dag,
mens vi klær os fri og nøgne
ind til sjælens kernelag.


Til Lisbeth

RIVER AF DØDENS GARN / Rescue Me From Death

PRAY FOR ME

 

Bag meningsløshedens dystre tyl
har sorgen ingen ord.
I endeløs kreds om egen skyld
står grådens stumme kor.
Da religioners blasfemi
lod intet barn gå fri,
jeg værned’ min sjæl mod hævnens skrig,
men ærer dit “Pray for me”.


Tilegnet familien Holch Povlsen, der mistede tre børn under et terrorangreb i Sri Lanka påskedag 2019

OPSANG

 

Det er ikke det,
at de to tog afsted.
Det er mere det,
at de tog et stykke af os med.
Det er ikke det,
de efterlod et ar.
Det er mere det,
de er dem, vi håbede, vi var.
Det er ikke det,
de var, mens i live.
Det er mere det,
at de sang, hvad vi kunne blive.
Det er ikke det,
de vers nu er skrevet.
Det er mere det ...
Blev vi dem, vi burde være blevet?


Til minde om Benny Andersen og Kim Larsen, der døde i 2018

LYSREGN

 

Der findes intet mørke
kun skygger
i variable grader af sorg.
Der findes ingen sorg
kun en venten på lys
så uselvisk som regn.

VÆK

 

Alt kan vi tabe,
og det er det triste,
først når det er væk,
ved vi, hvad vi kan miste.

HAVGÆNGER

HAVGÆNGER


Bølgernes sukken sank ssssh ned i sandet.
Tangvifter vinked et farvel.
Et minuts stilhed drev ind over landet,
den dag du drukned i dig selv.

DEN SIDSTES DØD

 

Når vores store helte dør,
skriver vi tit med sørgeslør,
at han/hun “var den sidste”.
Jeg synes, at vi hel’re bør
sørge for at skrive det før,
så han/hun selv fik vidst det.

EFTERLADT

 

De goeste venner.
De gloeste hænder
om tidsslebne minder
af tralle og trist.
Men vækmørket rammer,
og molbåndet strammer,
når gråden i halsen
bli'r den, der ler sidst.

FALD BLØDT / Fall Softly

FALD BLØDT


Mens du falder forover ind i din forsvinden,
er du min skygge, der går i forvejen
mod en tid i mæthed af det foregåede,
det passerede;
trætheden, efter at alt er passeret -
endeligt passeret -
revu.


Mens du falder baglæns ind i din forglemsel
er du min forpost i det endnu uforsvundne,
sortie gymnopedist defragmenteret af Satie -
ukomponeret er
evighedens uhørte melodi
komprimeret i et
adieu.

UDSIGTDIGT / Poem With A View

HUD PRIK ... PRIK ... PRIK ... LØS


Digte er ikke ...
hverken mere eller ...
mindre ...
kan gøre det ...
umulige ...
er digtet ...
dit beskidte under ...
tøj hængt offen ...
lig med åben ...
lys og bar ...
hud plus det løse ...
agtig.

KUNSTEN ER DØD

 

Døden er kunst.
Kunsten er knust.
Knust fisk i blender.
Duften af død længe leve.
Formuldende møgsvin i Torneroses montre.
Så nu skal alle more sig, more sig...
Selv den lille pige med svovlpikken.
Væltet velstand på Torvet 1.
Frontal farveforargelse.
Rødgråd i Smilets By
Lort på lager og dåselatter.
Lene Adlers lodne trekantskorstog.
Børsen blankchokeret.
Bjørn Nørgaards hesteskår.
Hvad er værre end Vietnam?
Hvad er værre end et eventyr uden hoved og hale?
Hvad er værre end kultur?
Dødsfest på A4.
Kunststøttens dødsattest.
Død og opstandelse og den evige kiv.
Amen.

WANSEEVANSIND

WANNSEEVANSIND

 

Der ligger en villa ved Wannsee.
Balkonscene med skålklink fra højstilket sekt
klinger som arier gennem søens dæmpende dis.
Vis-a-vis-deja-vu over vandet
spejler Hugo Bosssort og egeløvssølv.
Belevne dødningesmil
tungepudser fortidens tand
og bider et ubesvaret ekko i stumper;
“Hvorfor ... ingen ... ham ... i tide?”

I vinden over Wannsee vajer intet svar,
for der er ingen ham, men et dem.
De er mange, jeg er én,
og jeg sover ikke, men er mareridtsvågen.
Bag mit angstgardin snubler jeg baglæns.
Nu kommer de ...
Støvletråd på din kind.
Jeg skriger med dødt vand i munden.

DÆMOKRATI

 

Skal vi begrænse demokratiet
for at bekæmpe de dæmoner,
der vil begrænse vores demokrati?

KRYSTAL

 

Novembervåd tåge
af glemsel tilpas
bag tidernes låge
af splintrende glas.

Som gengangers skygge
af løgnlist besat
gør frygtfrugtens psyke
krystaldag til nat.

LIKTOR

LIKTOR


Angsten bor
lige hvor
mange tror
alt i kor
-——————
Anxiety transpire
when the desire
of just one liar
becomes a choir

THE STALKER

DREAMLESS

 

We dream,
but sisters tears
are awake in my sleep.
We sleep,
but brothers dreams
are awake in my heart.
I’m awake
but I scream
in dreamless sleep.

AM I

 

I am an open blog
a body of
pixels adding up to
an instant
a stand-in
a flicking butt
but no cigar
tomorrow
I’ll delete myself
and ask your eyes
if I am
- am I?

FOR DEN GODE VILJE ER DER HAVUDSIGT / With Some Good Will There Is The Sea View

FOR DEN GODE VILJE ER DER HAVUDSIGT


Byen ved åen bader i sin egen fortid og formfuldendt formulerede fremtid som et glittet selvforståelsespapir, der er mindre værd end den blæk, det er skrevet med, men burde krølles og kyles som fidibus i byens oldschool C02-bål på bakken i klimadisen lidt udenfor.


Byen kviksander til i bundløs newspeak, og fodfumlerne med flugthestenes bagvendte blik tølter på biltagenes trædesten, men undslipper hverken med nød eller næppe at blive mast til mos på smalsmattede vildtstier antrådt af de blødeste af de første døde.


Fra byens udvalgte vækstludere vifter varm lokkeluft over asfaltkanalernes olieflom med vingeklistrede arbejderbier på langtrukken agen mellem brød og steneksistens; evigtidens isfanger under den forfejlede logistiks dybfrosne malstrøm.


Dér glaner køkvæget dødøjet med urhjernen klikkende i rillen - 33 rpm - mens havnens horisonthæmmende og udsigtsløse brunindustri sender bitterslimet dunstvaseline ind gennem AC’en og lammer de strandedes mentale åndedræt.

Byen er gåsefodret af mundløse matrixskrig; “Why, oh, why didn’t I ...”

Byen er i sandhed en løgn, men for den gode vilje er der havudsigt.

ALL EXCLUSIVE


Det sidste strå rister i krakkede skorper.

Kernerne drysser i støvets regn.

Høststål selvantænder under sol i kronisk zenit.

Lyden af en syden.Føntør fonetik.

Gløder glimter i vindheksenes dans over krudttørt agerland.

I morgen skriger hun, bondekonen, sin mands navn bag en langsomt lukket ladeport.


Brankede brosten esser hvidglødende stålværksfloder gennem afparkede bymidter.

På bænkene brænder gamle flammer med øjnene om hinanden. Paramedicineren slukker deres blikke.Talkum på øjenlåg.

Over den størknede sø bølger dine børnebørns bøn om aldrig at blive født.

Pliiiize ...


Men i parasollernes paddehattesky former hænder skyggeklapper, mens vi stirrer ind i skærmene efter det næste fristende fly.

FORLEDEN OVER JULSØ


Der sidder vi så med vandet i røvskorpen og tænker, det bliver syd for Ækvator et sted, at søerne fordamper først, og de går nedenom og ned, men forleden så jeg søgræsset brænde ved Møgelø.


Nu planter vi så en træløs afladsskov og tænker, det bliver syd for Ækvator et sted, at jorden brænder først, og de går nedenom og ned, men forleden så jeg mågerne koge med Bregnø.


Her sidder vi så med posten i pikkassen og ved, det ikke blev syd for Ækvator et sted, at knogler gløder rødt, og de går nedenom og ned, fordi ... Forleden så jeg ligstøv svæve over Julsø.

INGEN ER DØD - NOGEN LÆNGE LEVE

 

Hvem sørger for, at vores drikkevand ikke er forpestet? Ingen.
Hvem forhindrer, at folk dør i tusindvis af dieselos i byerne? Ingen.
Hvem råber op, når fiskene i vores hormonerede vandløb kommer til verden som tvekønnede eller gisper efter ilt med bugen i vejret? Ingen.
Hvem siger stop, når kødindustrien hensynsløst pladrer luft, land og vand til i en stank af død og penicillinresistente bakterier? Ingen.
Hvem kigger os i øjnene og siger: “Fråds er en dødssynd”? Ingen ...

Men nu er Ingen død.
Nogen skal tage over.
Er Nogen klar?
Er du Nogen?

Plejer er også død.
Jeg smiler bag lommetørklædet.

FØDT I MORGEN

 

Jeg er ikke født endnu
og allerede træt
af at høre på dig
og på dem,
der er født i går
og lever for at leve af
overlagt ord,
mens gletsjerne smelter under din glødende terrassevarmer.
Lokalbedøvede grovglobalister i hyggekryostase.
“Mere Asti, skat ... hmmm?”

Men i skolegårdene leger de jorden brænder,
og det er ikke for sjov.
Børnenes bønner anråber en lukket himmel.
Åndenødsstedte i drivhusgasmasker
selvskærer de zombiefortvivlede grimasser
og hvæser som stritskræmte katte,
når de ser dig og dit brændende boardingpas.

Nu gider de ikke vente på dig længere.
Fyldt op er de - forbi brækrefleksen - af dine løgnsorte løfter.
Fra i morgen kan du ikke sove roligt
eller vågne AC-cool i din seng.
Grebet ved anklerne bliver du
nakkedumpende trukket ud
af dit overflødighedshorn
og slænget fiskegispende i den sydende sol.
Nu er du den udrydningstruede art.
Ha ha haaaa, fordi ...
DIN uddøen er ikke et problem, men løsningen.

Har du modet til at appellere?
At hulke om godt vejr og be-be?
I al din knæbøjede og hænderfoldende ynkelighed?

Du ville ikke høre, nu må du føle
bittersmagen fra lægeurten mod din ligeglæde,
mens de skærer ind forbi benhinden på din betalings-app
og skalpelpunktere dit ødselshedsødem
og amputere din dopaminkontrollerede globetrotterkirtel
og elektrochokerer din indre shopaholichund
og ...

Vask hænderne i dit eget hjertedryp,
gør blodets tegn på din dørstolpe, før jeg går forbi.
Måske går forbi.
Det haster.
Mine vinger er sorte.
Min tørst akut.
Mit sværd løftet.
Jeg bliver født
i morgen.

ALLERINDERSTINDE / Innermost

VÆRD


Allerinderstinde
er du meget mere værd,
end du kan gå at finde
på, du ikke er ...

LIGGELYKKELIG

 

Sådan en dag
skal ligges
ikke gåes,
for Fanden da,
og pyttes a’
let og lykkeligt
det, der trykker
eftertrykkeligt
og glemmes det,
som stadig kan nåes ...
en anden dag.

KRONING

 

Se, lige bag min træge hæk,
halvt nøgen grundet nordentræk,
der troner nabo Blomme,
hvis liv vi troede omme.
For sidste år i sommerstorm
det brak med buldren så enorm.
Var knak det sidste knæk?
Men tilkaldt blev en dr. ved.,
som amputerer svage led.
Og - skønt af livet mærket -
nu kroner Blomme værket.

GUD ER IKKE KRISTEN

 

Gud er ikke kristen, ikke jøde eller buddhist.
Ikke en muslim, en hindu eller antikrist.
Der er intet Helved, hvor en djævel går bersærk -
lige som “Guds himmel” er det kirkens pengeværk.
Præster ser os født påny; i barnetroens vold -
fri os fra de voksne, de er ude af kontrol.
Gud har ikke englebørn og arvinger på spring,
selvom Gud hun findes i de allermindste ting.
Og trods præstens præken si’r jeg: Gud er ikke stor;
Gud er alt og intet - Gud er større end gudsord.

VILDVIN

 

Fra nord-nordvest
hvirvlede vintervarslets
vindbelæste kindhest
op under skørterne
på min hvinende vin.
Ukysk kastede hun sommerkjolen
i bytte for skvulmende englehop
og hestehalemetronomer
til fri belurelse
af Peter AG’s stadigt lavere sol
gennem sprækkerne i hækkerne.

EFTERSOMMER


Solen er kold
af sin tur gennem tågen.
Græsset står dukket af dug.
Frugternes fold,
syltegrydernes kogen.
Ildløv er skovstiens stuk.

Kinden er frisk
når du smiler til vinden
sendt fra en koldere tid.
Voldpittoresk
dørtræsløfter jeg kvinden -
pejselagt sensommerblid.

ET LILLE SKRIDT


Der sad vi allesammen med åben mund og så
for manden - ham i Månen - blev med et til et på.
Du så dig selv derude så bette i det blå -
gigantisk var det spring, der ku’ vise os så små.
Det viste os, hvad mennesker sammen kan formå,
men vi har valgt at kravle i stedet for at gå.

DANEFANE


I myternes morgen faldt flaget fra sky.
Nu viser det sorgen og dagenes gry.
I korsflagets kjortel så hvid og så rød
skal vi klæde helte i ærefuld død
og vifte med vimpler som stormsuste siv
i flagrende flagsang, hver gang der bli’r liv.
Det vajer i blæsten for alt livets gang
og føjer til festen en højtidens klang.
Den fane gav konger og dronninger vægt
og maner os sammen trods opdelt i slægt.
Jeg hejser mit Dannebrogs lysende spil;
det rejser ved grænsen et “Velkommen til”.

Du kan dele denne side, hvis du har lyst ...