|
Lysets ven
Du danser i sol
på blomstrende enge.
Og markens viol
slår krans om dit hår.
Du lysets symbol
kan dagen forlænge
og føle mit hjerte slår.
Jeg følger dig, hvor du går.
Men mørket brød frem,
da frøs vi i vinden.
Mit hjerte, fornem,
nu dagen er grå.
I men'skenes hjem,
fra dalen til tinden,
vi føler og undrer på,
din død gjorde os så få.
Føl lyset får kraft
i dalen bag bakken,
hvor livsglædens saft
skal strømme igen.
Hvem smerten har haft,
dem venter nu takken,
hvor liv aldrig svinder hen;
i gensyn med lysets ven.
|
|